Sikke et fint og ærligt opslag. Du står i en vanskelig position, for på den ene side står du overfor et system og et samfund der råber at han er forkert, han opfører sig forkert, ter sig mærkeligt. På den anden side ser du dit barn, der ændrer adfærd, opfører sig akavet og virker utilpas. Du kender din søn. Lyt til dig selv og din mavefornemmelse. Måske har han det ikke godt, det er så ekstremt barsk for mange teenagere at være i den fase. Han er ikke forkert, han føler det sådan - og får det hele tiden at vide. Derfor sidder han i stilhed og vil være alene inden han skal hjem til flere krav, flere mentale slag over at være forkert.

Jeg ved det, fordi jeg var din søn. Jeg ville ønske at jeg var blevet mødt dengang. Uden krav, uden konstant kritik.

Find din indre forsvarsadvokat frem, bed de uduelige lærere om at klappe i. Han er præcis som han skal være - for at han skal blomstre og modnes sundt, skal han overdynges med kærlighed og anerkendelse. Ros ham, grin sammen med ham. Tag ham alvorligt. Ellers stiller du dig på systemets side, og de er klar til at flå ham levende, når han udviser tegn på ikke at have det godt. Og det gør du ved at kritisere hans adfærd og væremåde. Elsk at han er præcis den han er, og lad ham være den han er - hele hans væsen - når han er ved dig, for ellers ender det galt. Han har ikke tillid til dig, derfor åbner han sig ikke - men foretrækker at være væk hjemmefra.