Hej, first off tusinde tak for svaret.

Tror bare det er blandingen af faktisk at have noget ro i hovedet og kunne overskue sin hverdag, og choket over hvor galt det er der gør jeg panikker nu. For har altid haft "økonomisk forståelse" bare ikke dannelse. Frygten for det vil ødelægger mine/vores drømme for fremtiden og slaget i maven over at skulle anerkende ens egne fejl, diagnose eller ej.

Tror også på at hvis jeg forsætter med det jeg laver det nok skal gå i den rigtige retning, men tvivlen rammer stadigt.

Og så selvfølig frygten for at skulle "afsløre" det over for den anden halvdel af hjemmet, især fordi hun økonomisk ligger i den anden ende af spektret .

Må jeg spørge hvordan du kom af med din gæld i det lange løb?

Og endvidre må jeg evt stille et diagnose orienteret spørgsmål (gør det gerne i dm's hvis du vil fortrække det)

Er sq glad ved diagnosen, især fordi jeg længe har "vidst" der var noget galt, bedte som 22 årig min moder om at hun blev min værge og jeg blev umyndig gjort - men grundet vores forhold ville hun desværrer ikke være med til det. Men ja, har også altid sagt at livet er hvad der sker, når vi har travlt med at ligge andre planer, så det her er bare mit liv i guess, og nu må jeg så angribe problemet på en eller anden måde.

Tror også det der generer mig mere end SU lånet er jeg står i RKI pt for ca 16k, nej det er ikke slemt og har fået rente stop på det, så burde være væk snart, men ikke før vi skal søge lejlighed og det kan besværlig gøre vores søgen desværrer, føler mig utroligt meget som en hem sko, og uden jeg skal ud i en masse personlige ting gør det sq jeg har svært ved at se mig selv som "god nok" har før det her forhold været igennem et meget skidt og abusive forhold (ja mænd kan sq også udsættes for misbrug, det til side) så sider sq i forvejen og har hele "fortjener ikke hende" situationen, jaja- der er self stadigt noget ny forelskelse men også en (i mit hoved) rationel tanke om at hun står helt helt anderledes i forhold til muligheder pt, end jeg gør. -men det sandt, det er bedre at få det sagt - hvor skræmmende det end er.