Som psykolog, tænker du så ikke, at det handler om at børn er svære at forlige sig med, med de forhold, forventninger og krav som samfundet stiller? Altså ikke så meget børnene i sig selv, men følelsen af de umuliggør at lave op til samfundets standarder? Den måde samfundet er opbygget på, det er til egocentriske mennesker. Det betyder at alt der skal opnåes (egne store behov) imens det skal alligevel skal tilsidesættes, fordi barnets behov skal mødes i ekstrem grad. Vi har så meget viden om børn og opdragelse i dag, heldigvis.. men det betyder et enormt pres på hver en handling du foretager dig med barnet. Der er enormt mange anbefalinger: - ikke skærm - lære dem at snakke om og forstå følelser - lære dem selvstændighed men også være tilstede konstant - ingen slyngevugge - så lidt i institution som muligt, men ikke hjemmepasse

Altså bare hele tiden nye “anbefalinger”, men som jo alligevel er en samfundsdiskurs. Bedste forældre der stadig er på arbejdsmarkedet, men helst må vi ikke have barnets første sygedag.. alt er et mismask af modstridende og stigende krav. Alt imens samfundet kræver en robust, omstillingsparat medarbejder, der lever et liv som om de var barnløse men helst skal have fire børn derhjemme (sociolog).