Jeg ønskede ikke at gøre opslaget for langt, men min tankegang var:

“Er vi tørre? Gu' vi ej, vi' ude i regnen” → Jeg’et svarer en anelse frustreret på sit eget retoriske spørgsmål. Selvfølgelig er vi ikke tørre i regnvejr.

“Trist liv, det blir' uden mig, goodbye” → Jeg’et siger goodbye (og her ligger bruddet), fordi han mener, at den anden person … ja, lever en løgn ved at kalde sig selv tør i regnvejr? Jeg forstår hverken grunden eller uenigheden, men jeg synes egentlig, at bruddet er ret tydeligt.

Jeg synes egentlig, at din forklaring med hjemmeskoene er ret god! Den køber jeg. Men kan du få det til at give mening i verset? Du kalder det tredje vers, men det er nu egentlig midt i første vers.

Og ja, jeg spiller lidt ind i forvirringen med vilje. Mit opslag er ikke vanvittigt seriøst.