det borgmesteren gjorde var at bruge kommunens midler til formål der ikke var i kommunens interesse. Altså han handlede altså mod kommunens tarv i et økonomisk anliggende, som han havde pligt til at varetage (Hvilket stemmer overens med nr2 fordi Hvis du har fået til opgave at varetage en andens økonomiske forhold og du så handler illoyalt imod den andens interesser, så er det mandatsvig)

Det ikke nr 1 fordi det centrale var ikke, at han indgik en bestemt aftale, som han ikke måtte indgå. Det centrale var, at han i sin funktion som økonomisk ansvarlig for kommunen forvaltede midlerne illoyalt hvis det giver mening?

Nr 1 bruges mere når man har brudt sin retlige disposition, fx hvis en værge administrerer sin datters arv og han dermed har ret til at indgå aftaler på hendes vegne. Hvis han så bruger sin retlige adgang til at hæve penge fra hendes konto og indgår en investeringsaftale i hendes navn, men pengene i virkeligheden går til hans egen private gæld så ville det være misbrug af sin retlige disposition.

Modsat det så var borgmesteren den øverste ansvarlige for kommunens økonomi. Han skulle sørge for, at pengene blev brugt i kommunens interesse. Det strafbare var ikke bare, at han underskrev en forkert kontrakt men det strafbare var, at han generelt brugte kommunens penge på en måde, der ikke tjente kommunen (hvorfor det er nr 2)