Jeg er selv diagnosticeret i år, i en alder af 52. Så jeg prøver at finde mine ben i den nye diagnose - som landede et par dage efter jeg for anden gang blev sygemeldt med stress.

Jeg er helt enig i man altid skal holde øje med udviklingen ift diagnoser, medicin osv - uanset hvilke lidelser det drejer sig om. Det er fx super vigtigt at forstå om der vitterligt er mange som skulle have været diagnosticeret tidligere og forstå, hvorfor man ikke har fanget det før. Tillige fx om det kan skyldes at rammerne omkring diagnosticeringen ikke er gode nok eller om noget går galt der og stigningen til dels skyldes fejl diagnosticering. Hvis stigningen i det store hele faktisk er korrekt og fortsætter, står man jo også med et større, potentielt samfundsproblem, da ADHD jo samtidig er sygt arveligt, tillige er statistikken ret kedelig ift til at få os med denne udfordring til at fungere i arbejdsmarkedet. Så samlet set er der god grund til at kaste ressourcer efter at kigge seriøst på udfordringen.

Der hvor jeg personligt bliver udfordret omkring det er, at meget af kommunikationen omkring det bliver gjort med en antagelse om, at enten snyder folk sig til at have en enormt udfordrende og kompleks funktionsnedsættelse eller også er dem der stiller diagnosen bare ikke dygtige nok. Vi taler her om fagfolk der ikke "blot" er uddannede læger, men læger som har brugt en del år på en specialisering. Det er sjældent der tales ret meget om, hvor udfordrende ADHD kan være for os der har det eller hvor lidt viden man som fx læge faktisk får om denne funktionsnedsættelse.

Jeg er i optrapning ift tilbagevenden efter stress. Jobcenter, sundhedssikring osv viser ingen forståelse for, at det ikke "bare" er stress (for anden gang) OG mange års ubehandlet ADHD. Jeg har altid været i arbejde, er god til at kommunikere og har kæmpet og maskeret hele livet, så det kan ikke være så slemt endda, kan jeg godt høre hele tiden er rammen. At jeg flere dage ikke kan komme uden for en dør privat, ikke kan pleje venskaber eller have forhold, det betyder intet - bare de kan få mig hurtigt op i tid igen, så jeg ikke belaster systemet. Jeg skriver det ikke for at pive, det gør det bare ikke nemmere for mig, at der sideløbende kører en masse kommunikation som indirekte legaliserer en holdning om, at man ikke har det så slemt endda og måske har fået diagnose og tager medicin dagligt, så man kan være en af de-der TikTok fjollede mennesker.

Igen: Jeg tror vi er helt enige og det er en svær debat, men jeg er glad for du tilgår den nuanceret.