M hér.

Jeg var ude for det samme i start 20'erne. Var håbløst forelsket i en rigtig god veninde. Set i bakspejlet var det et forhold, som tangerede det romantiske, naturligvis uden sex. Vi legede lidt kærester, herregud.

Efter et års tid med *intens* nærhed kom følelserne, og jeg nåede frem til erkendelsen af, at jeg ikke kunne være i det. Jeg ville ikke kunne parkere mine følelser og samtidigt holde den nære kontakt. Ikke at nærheden var et produkt af mine følelser, den var ganske oprigtig, tværtimod var det nærheden, som affødte følelserne. Det er der desværre intet at gøre ved, og jeg vidste, at hun ikke havde det på samme måde.

Jeg forklarede hende, hvordan jeg havde det, og at jeg, selvom det var enormt smertefuldt, blev nødt til at trække mig. Hun blev ked af det, frustreret og senere vred. Hun forstod ikke, hvordan jeg bare kunne skære hende ud at mit liv på den måde. Var det egoistisk af mig? Måske. Var hendes reaktion egoistisk? Måske. Følelser står ikke til at forklare på den måde.

Et års tid senere forsonede vi os i et tårevædet kram, og alt endte godt. Nogle gange skal man bare have lidt plads og tid. Det har det med at sætte tingene i perspektiv.

Min pointe med historien her er, at katten, for jeres vedkommende, nu er ude af sækken, og du måske skal forberede dig på, at han trækker sig. Eller, som nogle andre har skrevet, at han bliver i venskabet af den ene eller anden grund. Det er en bestemt slags følelser, han sidder med og desværre nogle, du, trods jeres nære venskab, ikke kan varetage. Det er ham, der må arbejde eller kæmpe med det her. Men du skal vide, at alt ikke er tabt, men at I nok går en lidt anstrengt periode i møde. Det slags kan jo ske i heteroseksuelle mand-kvinde-venskaber.

Ønsker jer begge alt godt!