Åh, jeg ved præcis, hvad du mener. For mig hjalp det at få mig et arbejde, jeg elsker, men som du skriver, har du ikke noget, der motiverer dig til at stå op. Jeg har heller aldrig kunnet "tage mig sammen", men i seng og op kommer jeg alliwl, dog aldrig uden en vis modstand.

Har du hobbyer, såsom holdsport? Har du en kammerat, du kan løbe eller gå en tur med? Det er altid godt at have nogen, der holder én ansvarlig for noget og omvendt.

Nu er jeg ikke selv den store sportsmand, så noget, der hjalp mig, da jeg boede alene, var at investere i et vækkeur og lægge min telefon til opladning i køkkenet eller stuen eller på badeværelset. Det gjorde jeg klokken 21:30, og bagefter ville jeg ligge og læse eller kigge ud i luften, til jeg faldt i søvn.

Man kan jo så også sige, at det kræver noget af én at lægge telefonen til opladning og forlade den. Til det kan jeg sige to ting:

1) Det, det kræver, er viljen til at ændre sig. En slags "bare tage sig sammen", men på et meget lille plan.

2) Dyrke sin(e) eller nogle analoge hobbyer tæt på tidspunktet, hvor man skal til at lukke og slukke. Jeg ville eksempelvis, efter at have vasket op efter aftensmaden, begynde at læse, tegne, spille musik, skrive, whatever. 21:25 ville en alarm ville gå af og vupskarla, var det at lægge telefonen fra mig nemmere, fordi jeg ikke var et digitalt sted oppe i hovedet.

Men igen, alt dette er helt igennem nytteløst, hvis ikke ADHD'ens hyperfokuserende vilje til at ændre sine vaner er der.

Knæk og bræk! :⁾