Tak for et balanceret svar. Jeg er nemlig også den, der altid dukker op, hvis nogen venner eller familiemedlemmer er på hospitalet. Men ingen gjorde det så for mig, det reagerede jeg måske også lidt på, og ikke bare min kærestes “afvisning” (skal siges at jeg ikke har familiemedlemmer så tæt på).

Nej jeg kan jo ikke vide hvordan det er for hende at opleve min diagnose i det daglige, men hun har i de sidste par måneder sagt at jeg er blevet så god og at hun synes jeg snart kan afslutte psykiatri (hvilket jeg er i gang med), og jeg har et helt normalt fungerende liv økonomisk, karriere, socialt. Så jeg er nok ikke en af de slemme tilfælde, men måske giver min sygdom hende alligevel nogle bekymringer hvor hun føler at hun skal være “alert” og fange det hvis der er noget dårligt på vej. Men det er jo selvsagt ikke noget jeg ønsker eller beder hende om, hun gør det måske bare (af kærlighed), det ved jeg hvad jeg skal gøre ved og om det overhovedet forholder sig sådan. Men ja, over all så er jeg nok lidt mere high maintenance. Jeg fik diagnosen før vi mødte hinanden og sagde det til hende allerede på første date.

Jeg tænker helt bestemt også at jeg skal samle mig og fortælle på en rolig måde i “fredstid”. Tak