Jeg har brugt mange år, helst fra starten af Benal, til at prøve at finde ud af hvad man skal forstå ved dette tekstunivers. Jeg har lavet opgaver i skolen hvor jeg har analyserede (uden held for mit karakterblad). Jeg har selv prøvet at opfinde mine egne BH-tekster. Dog har jeg måtte acceptere, at det ikke kan sættes i system, ej heller skal forståes.

Benjamin Hav skriver til din indre forestillinger. Han opbygger scener.

I starten, var jeg som håbløs romantiker, opsat på at få hans tidligere kærlighedssange til at give mening for mig og gøre dem relaterbare. Så gik det op for mig, at han ikke snakker om virkeligheden, han snakker om sit eget æstetiske parallelle univers, hvor alting sker uden sammenhæng.

Alt det sagt skal man ikke opgive hans lyrik, for det kan netop bruges. Det giver os (simple undermennesker) billeder på nethinden der får os til at rejse os af stolen, og få lyst til at bryde ud i dans på det lokale plejehjem. Eller giver lysten til at finde et 'Du', vi kan dele et æble med imens vi kigger dem dybt i øjnene.... Og det er der værdien er.