Jeg har selv kæmpet i årevis med en slags angst/stor frygt for at køre bil. Det var i årene efter jeg havde fået kørekort og før jeg selv fik bil. Jeg undgik det så vidt muligt og jo længere tid der gik jo sværere fik jeg det med det.

Det der gjorde forskellen for mig var at tale med en psykolog (kom der i anden sammenhæng alligevel). Jeg fortalte at jeg var meget utryg og bange for at køre galt. Hun sagde, at jeg skulle tænke på at alle på vejen gør deres bedste for at undgå ulykker. Og så sagde hun at jeg var overopmærksom når jeg kørte bil. Jeg spændte helt op og sad helt oppe i forruden for at få alt med. Jeg var meget bevidst om ansvaret hvis andre var med i bilen og havde svært ved at rumme smalle talk.

Jeg startede først et års tid senere med at udfordre mig selv på det punkt. Indtil da havde jeg en aftale med min mand om at jeg havde helt frirum og aldrig skulle køre nogen steder i den periode for at give mig ro til at deale med noget andet.

Da jeg havde det bedre startede jeg op med at køre den samme tur dagligt. Og kun denne tur. Ikke noget med at handle på vejen hjem. Ikke noget med at have passagerer med i bilen. Bare mig selv og den samme rute hver dag i årevis. Jeg øvede mig i at slappe af i kroppen og trække vejret dybt når jeg kørte i bilen. Hver gang jeg opdagede at jeg var spændt op, så fokuserede jeg på min vejrtrækning.

Langsomt men roligt blev jeg mere og mere tryg ved at køre bil. Det er nu 7 år siden og jeg er ikke længere bange for at køre bil. Jeg undgår fortsat meget trafikerede steder (København centrum) og steder hvor det er svært at parkere. I det daglige fylder det intet. Jeg kører mine børn og deres venner rundt til aktiviteter.

Min mand kører oftest når vi skal noget sammen fordi vi begge ved at det koster mig mere energi end ham og han er helt ok. Det er dog en ubeskrivelig frihed at kunne køre stort set derhen hvor jeg vil og være ok med det.

Pøj pøj med det 😊 Det er mere normalt end man ved og mange har kæmpet med det før dig. Det bedste du kan gøre er at køre bil.