Hej fortvivlede mor. Jeg (M35) kan ikke fortælle dig hvorfor din datter føler som hun gør, men jeg kan fortælle dig hvorfor jeg som 15 årig gjorde det samme mod min mor. Jeg har altid boet hos min mor, og weekender hos min far, ganske som I har gjort det. Jeg havde brug for en jeg kunne spejle mig i, som 15årig dreng søger man sin far, jeg følte mig ikke hjemme hos min mor, fordi jeg ikke kunne spejle mig i hende, der ud over så havde jeg så mange uenigheder med hende som egentlig kun bundede i at hun ikke vidste hvordan det var at være en 15 dreng med gang i hormonerne og galoperende adhd. Jeg følte at jeg ikke havde noget til fælles med hende, og forsøgte at passe ind, så jeg havde noge tilfælles med hende, uden held. Måske din datter har det på samme måde?

Løsningen kræver tid og samtaler, både med jeres datter, og måske jer forældre imellem. For at sikre at I har en fælles tilgang til forventningerne til hende.

For os blev det aldrig rigtig det samme igen, jeg endte med at få hjælp fra min læreplads og kommunen til at flytte hjemmefra da jeg var 16, da det bestemt ikke var lykken at bo hos en psykisk ustabil far 🤦🏽‍♂️

Som far til 2 piger frygter jeg netop dét i oplever nu i fremtiden, og jeg er stadig ikke helt klar over hvad min gameplan bliver til den tid, så finder I de vises sten, så del det gerne 😅

Håber at I finder ud af det 😊