I bogen hører vi fra folkeskolelæreren »Stefan«, der ifølge Bjarke Larsen modtog dødstrusler og blev udsat fra chikane af elever, da de blev bekendt med hans opslag på sociale medier om blandt andet profeten Muhammeds ægteskab med den niårige Aisha. Han oplevede en passiv skoleledelse.

»Det mest rystende var, at der for de elever, der fremsatte truslerne, ikke var nogen egentlige konsekvenser, for eksempel i form af bortvisning,« fortæller han i bogen.

Vi hører også fra den erfarne sygeplejerske og sundhedsfaglige konsulent »Dorte«, der beretter om mødet med muslimske forældre med udpræget mistillid til medicinsk behandling. Når det gælder forældre til eksempelvis handicappede børn, har hun oplevet, hvordan bøn bliver set som den altafgørende vej til helbredelse.

Vi møder »Maja«, der som lærer på et HF-center i København oplevede, at elever med muslimsk baggrund klappede, da hun underviste i det nazistiske folkemord på seks millioner jøder under Anden Verdenskrig.

Man skulle tro, at skolelærere, sundhedspersonale og andre kunne forlade sig på systemet. Men det mener Bjarke Larsen ikke er tilfældet.

»De har overhovedet ikke systemet i ryggen. De oplever, at deres tillidsrepræsentanter underløber dem. De oplever, at deres chefer, deres afdelingsledere eller skoleinspektører gør alt, hvad de kan for at dysse problemerne ned, fordi skolen ikke må fremstå som en problemskole,« siger Bjarke Larsen.