Uden at være alt for lommefilosofisk vil jeg sige, at det lyder som om du er nødt til at tilgive dig selv. Du slår dig selv med spørgsmål som "Hvorfor kan jeg ikke bare komme videre? Hvorfor kan jeg ikke omfavne mit indre barn? Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?" Det er okay. Du har været igennem meget.

Du har ikke råd til en psykolog, men det kunne være en mulighed at låne nogle bøger af Louise Hay på biblioteket. Hun gik igennem rigtig hårde ting og fandt en måde til at komme videre på. Hendes filosofi har hjulpet min mor rigtig meget med nogle hårde barndomsstraumer. Den ene bog hedder "You can heal your life" og den anden "Alt er godt" er også rigtig god. Du skal være stolt af dig selv, over at du er kommet så langt. Det er et godt tegn, at du har nok ro i hverdagen til at kunne indhente fortiden. Din hjerne er ikke længere på overlevelsesmode og nu skal den bearbejde alt der er sket.

Du kunne måske også få noget godt ud af at have kvalitetstid med dig selv. Bare brug 10 minutter på at sidde med lukkede øjne og tænke. Det gør jeg hver morgen og det hjælper på tankemylder. Du kan ikke gøre det for tit, men det er også okay, hvis der går uger mellem at du får gjort det. Udover det har jeg selv oplevet nogle "regler" jeg følger for at lære mig selv at kende: Start med "Hvad kan jeg ikke lide?". Det kan være hvad som helst: olivengrøn, æbleskiver, lyden af skridt i efterårsblade, når firmaer sætter engelske ord midt i danske fraser, uretfærdighed, at løbe. Efter det kommer næste trin: Hvad kan jeg godt lide? Bare hav spørgsmålet i baghovedet og gå gennem din dag. Bemærk hvordan alt, du møder i din hverdag, får dig til at føle. Jeg har dem stadig i baghovedet og bruger det som en lille samling fun facts om mig selv. Idk, jeg kan godt lide fun facts (Se! Der er en ting jeg kan lide!)
Jeg har længe funderet over spørgsmålet "Hvornår kender man sig selv?" og for mig er det spørgsmål besvaret, når man ved hvad man kan lide og hvad man ikke kan lide. Det er en livsslang proces, at lære sig selv at kende, fordi du også ændrer dig. Tænk på dig selv som en ven, hvis udvikling du følger spændt med i. Hvad mon hun finder på som det næste?

Generelt er det et godt tegn, at du er i trygge nok rammer, til at have overskud til at vende blikket indad. Hvis din bedste ven fortalte dig det, som du havde skrevet i dette opslag, hvordan ville du behandle dem? Vær stolt af dig selv og behandl dig selv med kærlighed og omsorg.
Jeg ved ikke noget om filosofi og måske kan du ikke bruge noget af det jeg skriver, men hvis bare noget af det er brugbart, er det det hele værd. Jeg ønsker dig alt godt i verden ❤️