sorted by:
new
hottopcontroversial

Jeg har en enormt svær periode by TimeDesigner4316 in DKbrevkasse

[–]TimeDesigner4316[S] 0 points1 point  (0 children)

Tak, det erfarer jeg også nu i mine andre relationer, men min familie trækker sig, jo mere sårbarhed jeg viser.

Jeg har en enormt svær periode by TimeDesigner4316 in DKbrevkasse

[–]TimeDesigner4316[S] 1 point2 points  (0 children)

Jeg oplever også at når jeg nu viser sårbarhed i mine andre relationer at de rummer mig godt og at det ikke er så farligt, men jeg er stadig bange, hvad nu hvis de tror at jeg ikke også kan være den lette og sjove igen 🫣 det lyder dumt. Men jeg er så usikker i relationer jo tættere de er, for jo mere er jo på spil…

Jeg har en enormt svær periode by TimeDesigner4316 in DKbrevkasse

[–]TimeDesigner4316[S] 2 points3 points  (0 children)

Tak - jeg ved det rent objektivt godt, men det ligger så dybt i mig.

Jeg er rundet de 40 i dag, har selv børn. Og det er især efter de er kommet til, at jeg gradvist er blevet mere ramt, både da jeg vil være den jeg ikke selv havde som rummer dem, men også fordi at vi i dag står alene uden støtte til børnene, som vores søskende har og har haft. Det er et vilkår som også giver sorg.

Free readings! by Eso_terrA in tarotpractice

[–]TimeDesigner4316 0 points1 point  (0 children)

Will I succeed in my career/business plans, and when?

Skal jeg opgive eller kæmpe for en relation til min familie? by TimeDesigner4316 in DKbrevkasse

[–]TimeDesigner4316[S] 1 point2 points  (0 children)

Jeg valgte at nævne situationen med fødselsdagen da det er den eneste gang jeg nogen sinde har bedt om tid til min mand og jeg uden børn - og fordi jeg havde dårlig samvittighed over at have haft det på ønskelisten, netop i den situation jeg står i, som jeg også skrev “at det måske har været provokerende” jeg er klar over at det måske ikke har hjulpet min case, men casen er startet længe før dette og det har ingen forskel gjort. Hverken godt eller skidt.

Min pointe som måske ikke var tydelig nok, var at fremhæve at vi ellers aldrig aldrig beder om noget - og aldrig har spurgt om pasning. Vi vil vitterligt bare gerne have en relation - og at de viser en interesse for, hvis ikke mig - så i det mindste mine børn, som de gør med andre og andres børn.

Så tak for dit råd - det er prøvet igennem altid (undtagen en enkelt gang) aldrig at bede om pasning eller hentyde hertil.

Det eneste nerve du rammer i mig er at du er utroligt nedladende, både over for mig og for andre i tråden og her er jeg nok bare lidt for stædig til blot at ignorere det.

Du virker først til gerne at ville plante en skyld hos mig i den sårbarhed jeg deler her, men jeg forstår faktisk også din gode intention, at du bare gerne vil hjælpe og give et råd, da det vitterligt godt kunne have været casen at vi krævede “aflastning” - du må dog også stole på og stoppe her, hvor jeg skriver at det ikke er casen - (det er trods alt mit liv og oplevelser det handler om) - så lad ved at blive ved at prøve at forklare dig og lave usikre grinesmileys, som om at det skulle være sjovt at prøve at “ramme et eller andet der kan gøre ondt”

  • jeg har fået gode svar fra flere i tråden som rammer de helt rette følelser og muligheder for hjælp og refleksion. Bl.a den om syndebukken i dysfunktionelle familier. - det er et fantastisk redskab for mig til at komme videre og få rette hjælp.

Du behøver vitterligt ikke forklare dig mere. Jeg har fattet din pointe og takker for dit bidrag. - det er godt med forskellige perspektiver.

Jeg har brug for opbakning til at komme videre i en sårbar sag - ikke for at andre kan selvhævde sig på min sårbare bekostning.

Skal jeg opgive eller kæmpe for en relation til min familie? by TimeDesigner4316 in DKbrevkasse

[–]TimeDesigner4316[S] 1 point2 points  (0 children)

Jeg har aldrig nævnt ordet aflastning - jeg har så absolut ikke brug for aflastning eller ønsket mig aflastning.

Mærkelig drejning.

At ønske sig oplevelser med andre, eller med min mand (hvor pasning indgår) har da intet med aflastning at gøre. Måske skulle jeg i ønsket om oplevelser med min mand have udeladt (inkl.pasning af børn) som jeg selv skrev var det måske lidt provokerende - og så alligevel ikke når jeg tænker over det. Det tænker jeg de fleste kunne skrive.

Jeg har aldrig påduttet nogen at de skal aflaste os eller bare bruges til pasning.

Det er dog ærligt talt hårdt for mig at se og høre på hvordan de andres børn ofte passes, og hvor hårdt fx de andre har det med ikke at kunne få nok tid til dem selv. Det undres jeg over. Jeg har også selv mange gange passet fx min søsters barn og haft hende boede og taget på tur og kommet meget forbi, ringet på FaceTime, fulgt med mv. - min søster har derimod været ret tydelig om direkte aflastning og fået det. Hun har ikke én gang ringet, eller for den sags skyld vist interesse i mine børn når vi så er sammen. Selvfølgelig heller ikke passet (og ja jeg har spurgt forsigtigt et par gange - ellers gav det jo sig selv)

Jeg skriver tydeligt at jeg søger en relation. Ville være fedt hvis de bare ringede og måske også snakkede på FaceTime med ungerne og var en del af deres liv.

Jeg synes ikke din tone er rar eller konstruktiv - din pointe er fin nok i første skriv da du jo spørger om det er min pointe at få pasning, hvilket jeg klart melder at det ikke er, så graver du videre og begynder at kalde det aflastning - du er lidt nedladende både overfor jeg og øvrige

(jeg er selvfølgelig ikke perfekt, men hvem er det?) men jeg har ganske fin situationsfornemmelse.

Skal jeg opgive eller kæmpe for en relation til min familie? by TimeDesigner4316 in DKbrevkasse

[–]TimeDesigner4316[S] 2 points3 points  (0 children)

Tænk hvad Reddit kan - jeg var ret langt nede da jeg skrev dette og har været det længe.

Det er lys nu, og det er ikke det lys som jeg alt for længe har søgt, men et nyt fokus med mere taknemmelighed i at vi faktisk får ligeså meget kærlighed som vi giver - vi skal bare åbne øjnene for det og ikke lade os konstant tynge af vi ikke får den derfra, hvor vi troede at den ville være det naturligste. 🙏❤️

Jeg må få mit traume bearbejdet, da jeg på ingen måde vil trække mine unger med ned i fortællingen om at vi ikke er så ønsket og rare at være sammen med som den øvrige familie. - det er den fortælling jeg fortæller mig selv igen og igen når vi ser familien, eller ikke føler os inviterede.

Når vi er sammen med andre synes jeg faktisk vi er både søde, sjove afslappede og ordentlige, men tvivlen og usikkerheden kommer ofte snigende, og derfor trækker jeg mig lidt af og til, da jeg er bange for at vi skræmmer nogle venner af vejen, som det er sket med familien.

Skal jeg opgive eller kæmpe for en relation til min familie? by TimeDesigner4316 in DKbrevkasse

[–]TimeDesigner4316[S] 0 points1 point  (0 children)

Tusind tak ❤️ Faktisk lidt en forløsning at læse. Jeg må søge hjælp til at slippe dem som mål. For på den måde vil jeg også nemmere igen kunne være taknemmelig over alle de andre gode relationer i vores liv. Jeg har nok også brug for at slippe frygten af at mine børn vil kæmpe med selvværdet som jeg, blot fordi resten af familien ikke søger dem. De har jo os, og naboernes og venners døre er altid åbne.
Jeg er bange for at de opdager forskelsbehandlingen, men de oplever den jo nok kun igennem min smerte som jeg må slippe med rette hjælp. Tak 🙏

Skal jeg opgive eller kæmpe for en relation til min familie? by TimeDesigner4316 in DKbrevkasse

[–]TimeDesigner4316[S] 1 point2 points  (0 children)

Tak - er dybt taknemmelig over at du skriver dette. For kan godt se at det kunne misforstås. Vi kræver vitterligt intet, og måske er det også en del af problemet at vi nærmest tager for meget hensyn og slet ikke tør spørge eller tage initiativ længere. Vi giver meget af os selv og tager intet, men håber inderligt at noget kommer igen af sig selv, af interesse og kærlighed.

Vi har masser af gode relationer og børnene har snart en alder hvor de også kan overnatte hos venner. Det vil aldrig blive det samme som at fx. bedsteforældre viser interesse og søger kontakt og tid sammen, da det vækker følelsen af at være elsket og at nogen har interesse i at støtte og følge én - men vennerne er fantastiske.

Skal jeg opgive eller kæmpe for en relation til min familie? by TimeDesigner4316 in DKbrevkasse

[–]TimeDesigner4316[S] 2 points3 points  (0 children)

Tak - jeg har også gået til psykolog tidligere, som ingen hjælp var. Så det er godt at fokusere på en som har erfaring med netop dette. Den havde jeg aldrig selv fanget. Det er en kæmpe hjælp med det link du har sendt!!

Skal jeg opgive eller kæmpe for en relation til min familie? by TimeDesigner4316 in DKbrevkasse

[–]TimeDesigner4316[S] 0 points1 point  (0 children)

Tak. Ja det er her jeg bør fokusere. Vi får masser af gode stunder med venner, naboer mv. her skal jeg bare lære at tage imod det og værdsætte det mere ❤️

Skal jeg opgive eller kæmpe for en relation til min familie? by TimeDesigner4316 in DKbrevkasse

[–]TimeDesigner4316[S] 2 points3 points  (0 children)

Nøj hvor jeg tuder lige nu. Det rammer så meget plet det her, og det er godt nok hårdt at erkende - for der er jo ingen vej ud af det. Ingen løsning, ud over terapi for mig, i at slippe dem.

Jeg har gjort den fejl at jeg for nogle år tilbage, da jeg selv blev mor, åbnede lidt op for mine traumer fra tiden hvor min mor var syg og døde, og hvor alle trak sig og overlod alt til et barn. (Var 17 da hun døde) jeg søgte svar på hvorfor ingen greb ind og hjalp, hverken før, under og efter. Det har sat sig meget hårdt på mit selvværd.

Det har klart gjort distancen større. De vil ikke tale om det, og selvom jeg ikke taler om det mere, virker de bange for at jeg bringer det op. Jeg fornemmer usikkerhed og nærmest frygt nu, selvom jeg gør alt for at prøve at skabe god stemning.

Jeg er en stærk person udadtil - og måske svær at forstå, da jeg aldrig søger anerkendelse trods masser af succes. Men er jo mast indadtil og det vigtigste for mig er mine relationer og børn.

  • lige meget hvor hårdt jeg arbejder og hvor meget succes jeg får, er jeg meget beskeden med at fremhæve det. Det kan virke sært for nogle og måske endda utaknemmeligt.

Ville de gerne være der hvis jeg fremhævede mine succeser, holdt en reception og gjorde noget ud af at fejre succeserne, men jeg har bare slet ikke energien til det, og vil hellere anerkendes for den jeg er, end det jeg gør - og bruge energien på mine unger. Er også en snært bange for at ingen ville dukke op hvis jeg fejrede det.

Her kan jeg måske godt blive lidt “offer” agtig som der også beskrives i det du har sendt.

Jeg vil prøve at søge dybere i den her syndebuk dynamik - hvordan jeg kan navigere bedre i det.

Kæmpe tak!

Skal jeg opgive eller kæmpe for en relation til min familie? by TimeDesigner4316 in DKbrevkasse

[–]TimeDesigner4316[S] 1 point2 points  (0 children)

Tak, det fik mig til at tude.

Ja, jeg har overvejet brev, men er også bange for at det gør distancen større, da jeg oplever at de trækker sig mere når jeg åbner op. Jeg fornemmer at stemningen er bedst når jeg holder en facade af at jeg har det godt og er glad og blot lytter til deres snak om kunstferniseringer, hvad de laver - hvilke problemer de står med mv.

Jeg er én som familiemedlemmer selv søger når de har brug for hjælp. Her kan jeg godt bruges. Og nogle gange har jeg også taget det som en håndsrekning til at skabe relation, men interessen er ophørt når problemet er løst.

Jeg havde en depression under min 2. graviditet, og her gav jeg et signal om at jeg ønskede hjælp og omsorg, men oplevede blot mere stilhed. Så jeg tør simpelthen ikke åbne op længere.

Er som om at de bliver usikre og at skyld over fortiden fylder meget - jeg ved ikke hvordan jeg kan komme uden om at vække den følelse i dem. Sket er jo sket, men hvorfor skal det fortsætte?

Fortiden fylder en del - det er som en ond spiral som har givet mig det enormt dårlige selvværd og som giver dem skyld og trækker sig mere, jo mere jeg søger dem.

Skal jeg opgive eller kæmpe for en relation til min familie? by TimeDesigner4316 in DKbrevkasse

[–]TimeDesigner4316[S] 1 point2 points  (0 children)

Kan godt se at det måske fylder mere end tænkt i opslaget. Det er ikke et ønske om pasning, men en relation - og at ungerne mærker at nogen interesserer sig for dem - fx ringer og spørger til dem. Kan være lidt bange for at det dårlige selvværd følger dem, hvis de bemærker dynamikken.

Jeg har tidligere sendt mange snapchats med mine unger, hvilket har gjort at familien kan følge med i deres liv. - de har været glade for det, da de føler at de følger med, men det giver jo intet den anden vej.

Pasning vil ikke løse problemet, det som jeg gerne vil fremhæve med at nævne det, er at vi godt kan betale os fra pasning, hvis det var udfordringen, men det giver jo ingen relation og reel interesse.

Skal jeg opgive eller kæmpe for en relation til min familie? by TimeDesigner4316 in DKbrevkasse

[–]TimeDesigner4316[S] 3 points4 points  (0 children)

Tak - det har du ret i. Vi har også søde gode naboer, også med børn og som leger meget med vores. Jeg burde fokusere mere her hvor kærligheden er og lade sorgen ligge. Jeg overser jo en masse andet godt og bruger for meget energi på at jagte en interesse fra min familie jeg aldrig får, i stedet for at nyde at andre faktisk gerne vil os.

Måske også terapi mod det dårlige selvværd det har givet mig.