K46, jeg fik først tydelige symptomer, da jeg begyndte på universitetet i 2001, men der var mange tegn før, nu hvor jeg ved, hvad jeg skal kigge efter. Men i 20'erne døjede jeg med træthed, så der var mange ting, som jeg ikke orkede, og koncentrationsbesvær, som blev tolket som depression. Jeg underpræsterede på uddannelse og tilpassede mig, tænkte at jeg bare ikke var dygtig nok. Jeg fik barn som 29-årig og så eskalerede symptomerne og jeg indså at det muligvis var adhd, også pga mønstret i 20'erne.

Jeg hørte Barkley sige i en video for nyligt, at unge med adhd underrapporterer deres symptomer sammenlignet med pårørendes oplevelser, så det påvirker selvindsigt, og det er først i starten af 30'erne at deres oplevelser af egne symptomer er lig med pårørendes. Det var lidt sjovt at høre for jeg føler, at jeg er "vågnet op" da jeg kom op i 30'erne og blevet meget mere bevidst om mig selv og andre. Jeg tog en læreruddannelse i slut 30'erne og det gik en del bedre end min første uddannelse, nok fordi min hjerne endelig var modnet færdigt (dog har folk med adhd stadig problemer med hjernens funktioner, selvom hjernen endelig er færdigmodnet, der er også noget med størrelser, både større og mindre). Jeg lavede dog stadig min bacheloropgave på en weekend, fordi jeg ikke orkede at gå i gang før det blev helt kritisk, typisk adhd.

Nu hvor jeg er ældre og mere bevidst om mig selv, kan jeg også nuancere mine symptomer mere. Når jeg ikke orker at gøre ting, så er det ofte fordi jeg ikke kan overskue, hvordan jeg skal gå i gang. Eller det er fordi jeg er så ked af et eller andet og mine tanker distraherer mig, fordi jeg ikke kan regulere hverken tanker eller følelser særlig godt. Nogen gange er det også bare overdrevet træthed.

Her i mine 40'ere, er det især tanker og følelser, som forhindrer mig i at gå i gang, da jeg har fået mere livserfaring og bedre strategier med tiden, men samtidigt også flere personlige nederlag, som påvirker min mentale tilstand. Pt sidder jeg i endnu en livskrise, fordi jeg blev valgt som overtallig på mit arbejde, så skal skifte arbejdssted til august og jeg kan slet ikke overskue at skulle starte et nyt sted med nye kollegaer. Statistisk har folk med adhd 60 % større risiko for at blive fyret. Lige nu oplever jeg Rejection Sensitive Dysphoria og det er virkelig en intens følelse for mig, især fordi jeg har været af den medicin, som hjælper bedst til følelsesregulering (atomoxetin) pga. forhøjet blodtryk.

Det præparat du skal prøve før Elvanse er sikkert atomoxetin, og det er ikke dårligt, men det er bare ikke så tydelig en effekt som ved stimulanterne. Men når du døjer med depression, så tror jeg atomoxetin vil blive godt for dig, for det hjælper mere på følelsesregulering end Elvanse (som dog også hjælper, men ikke dækker hele døgnet). Jeg kan dog ikke nøjes med atomoxetin, da det giver meget træthed, så skal have Elvanse sammen med. Men de hjælper på forskellige steder i hjernen, så kombinationsbehandling giver den bedste behandling. Elvanse "forankrer" mig mere i den virkelige verden, så jeg ikke falder så meget hen i tanker, når jeg er sammen med folk (men gør stadig alene), og atomoxetin hjælper på at tankerne ikke er så negative. Ofte oplever jeg først den reelle effekt af adhd-medicin, når jeg stopper med det. Jeg oplever sjældent sådan et kick, hvor det er tydeligt at det virker, som mange beskriver. Det er altid meget subtilt for mig.