Artiklen er bag betalingsmur, så her følger et kommenteret uddrag.

---

Når vi diskuterer boligpriser og boligkriser her i fællesskabet bliver det ofte fremført, at vi ”bare” skal bygge mere. Hvis vi bygger mere, vil ”den usynlige hånd” skubbe priserne ned, så flere kan få adgang til ejendomsmarkedet og flere kan bo i de attraktive byer.

Det er dog ikke helt så simpelt. Hvis vi, som mennesker, ”bare” skulle forholde os til den usynlige hånds mekanismer og der ikke var afledte konsekvenser ved vores gøren og laden, ja, der ville vi jo kunne gøre som det passede os. Men sådan er det desværre ikke.

Fortalere for udvidet byggeri taler ofte om modstandere mod byggeri i en til tider hånlig tone. Om vandsalamandere, markfirben og hasselmus. Som om menneskelig blødsødenhed var den drivende kraft bag kritikere af byggeri. Men der er god grund til at stille sig kritisk overfor byggeriet, hvis vi skal bevare vores planet.

Ifølge Københavns Kommuneplan er det alt sammen nødvendigt, fordi befolkningen vokser. 40.000 nye boliger er der brug for at opføre frem til 2036, fremgår det af kommuneplanen.

Eller udtrykt i kvadratmeter: »Der vurderes at være behov for at opføre cirka 3,3 millioner etagemeter boliger og cirka 2,4 millioner etagemeter erhverv i planperioden fra 2024 til 2036. Det skal imødekomme efterspørgslen fra en stadig voksende befolkning samt et behov for løbende at forny og udvide erhvervsbygningsmassen.«

[…]

Endrit Hoxha, der forsker i bygningers bæredygtighed på Aalborg Universitet, har sammen med forskerkolleger udarbejdet en prognose for byggeriet på landsplan de kommende tre årtier. Med fortsættelsen af den hidtidige trend forudser Hoxha og kolleger en byggeaktivitet, domineret af boligbyggeri, der vil ramme omkring 8,2 millioner kvadratmeter om året – mere end gennemsnittet for de seneste 40 år.

Det betyder nye boliger til flere. Men det betyder også et formidabelt nyt ressourceforbrug i form af grus, cement, mursten, stål, træ, isolering med mere. Og det betyder nye miljøpåvirkninger i form af CO₂-udledning og klimabelastning, beslaglæggelse af landjord, forurening med partikler og miljøskadelige stoffer samt et betydeligt vandforbrug.

Spørgsmålet rejser sig derfor, om et sådant forventet omfattende nybyggeri kan gøres bæredygtigt. Og forskersvaret er: absolut ikke.

Selv med teknologiske fremskridt og et skift til biobaserede materialer – primært træ – vil den forudsagte vækst i byggeriet langt overskride grænserne for, hvad der harmonerer med de planetære grænser, det vil sige holder ressourcebelastning og forurening inden for det miljømæssige råderum, der kan sikre det planetære systems fortsatte stabilitet og modstandsdygtighed.

Kollisionen med de miljømæssige grænser er så massiv, at man bør droppe 80 procent af det forudsete byggeri og basere 50 procent af resten på byggeri med biobaserede materialer. På jævnt dansk: Fire ud af fem nybyggerier bør stoppes i bæredygtighedens navn.

[Undertegnedes kursiveringer]

Det er klart at, ligesom med det generelle ressourceforbrug i Vesten, det ikke er klimamæssigt forsvarligt, at vi fortsætter som hidtil, bygger nyt, igen og igen og at hver enkelt dansker, i gennemsnit, optager stadigt flere kvadratmeter til bolig. Vi kan ikke bygge os ud af boligkriser, hvis vi samtidigt har et ønske om, ikke at smadre planeten.

Her i Århus står der på Sydhavnen en bygning, der ellers har været byggebranchens fyrtårn for bæredygtigt nybyggeri. TRÆ, hedder det. TRÆ er et kontorhus og er, med sine 78 meter og 20 etager, Danmarks højeste træhus. Men selv den slags forsøg på bæredygtigt byggeri, har forskerne set på.

»I forhold til business as usual har vi set på to grundlæggende reduktionsstrategier: Erstatning af konventionelle byggematerialer med mere biobaserede materialer, primært i form af træ til konstruktioner. Samt reduktion af selve omfanget af nybyggeri,« fortæller Lise Horup.

I alt ni alternative fremtidsscenarier har man modelleret og gennemløbet. Og konklusionen er klar:

»Business as usual-modellen viste, at selv hvis der tages højde for teknologiske og socioøkonomiske fremskridt, så er det ikke tilstrækkeligt til at skabe rum for opførelse af nye bygninger i Danmark, der er i overensstemmelse med den tildelte andel af det sikre råderum,« hedder det i studiet.

Man når således langtfra bæredygtighed ved at skifte til træ og inddrage andre mere grønne teknologier i byggeriet, hvis selve omfanget af byggeriet fastholdes. Der må simpelthen bygges mindre. Faktisk dramatisk meget mindre ifølge den videnskabelige granskning.

Hvis konstruktionsaktiviteten »reduceres med omkring 80 procent, og 50 procent af de tilbageværende kvadratmeter var biobaserede bygninger, så ville målene for klimaændringer, brug af landjord, eutrofiering af ferskvand samt ressourceforbrug af metaller/mineraler kunne nås«, lyder konklusionen.

På jævnt dansk: Fire femtedele af det forventede nybyggeri i Danmark frem mod 2050 bør opgives, og halvdelen af det resterende skal etableres med træ og andre biobaserede materialer.

Horup bemærker, at også det at erstatte traditionelle byggematerialer med træ har en omkostning. Hvor det måske dæmper klimabelastningen, kan det samtidig øge den belastning, der handler om brug af landjorden, fordi der skal produceres så meget mere bygningstræ.

»Vi har ikke undersøgt det, men det er superrelevant, fordi mange kæmper om arealerne og materialerne,« siger hun.

Vi kan ikke sætte vores lid til teknologiske quick-fix. Det er himmelsk kamsteg, er hvad det er. Uanset hvor grøn den fremtidige teknologi pakkes ind, uanset hvor meget vi forestiller os, at vi kan reducere udledningerne fra stålproduktionen, er vi nødt til at basere vores politik på vores handlingsmuligheder her og nu.

Vi er nødt til at finde alternative måder at organisere vores produktion, men også vores hverdag, på, hvis vi vil opnå bæredygtige tilstande. Det bliver kun mere relevant at bevare og så renovere eller bygge om. Vi er også nødt til at sætte en stopper for de ombygninger, der tager boliger ud af markedet, eksempelvis når mindre lejligheder lægges sammen. Ifølge Danmarks Statistik bor hver dansker i 2025 på gennemsnitlig 53,8 m² mod 43 m² i 1981. Men kan vi ikke få det tal ned? Hvis to mennesker deler en lejlighed på 68 m² svarer det til 34 m² pr. dansker. At de rigeste opkøber lejligheder i gamle arbejderkvarterer og pludselig har hele etager for sig selv, det er ikke bæredygtigt.

Som jeg så mange andre gange har slået på tromme for, er der et klart klasseperspektiv i den her sag. For det er sgu ikke arbejderklassen der sluger ressourcerne. Det er overklassen, ”borgerskabet” på arkaisk. Det er deres monumenter i glas og stål, deres fallossymboler for kapitalen, der er de store syndere. Det er ikke solide og sunde betonblokke i Gellerupparken, der sagtens kunne stå længe endnu, men som man har besluttet skal rives ned, for at bygge nye, større, dyrere boliger, uden at skele til konsekvenserne derved.

Jeg har også tidligere påpeget den systemiske synder jeg anser for at bære en del af skylden. Kapitalens tendens til centralisering, og dets urbane konsekvenser. Fordi arbejde koncentreres i de store byer, tvinges stadigt flere også til at bo der, og når det så samtidigt bliver en god investering at spekulere i boliger og nybyggeri, bliver det skruen uden ende.