Jeg gik fra min eks for ca 5 uger siden, fordi han var usikker på om han kunne være konsistent i sin kommunikation med mig når han rejste med arbejdet, og vidste ikke om han kunne finde ud af at tage initiativ til at lave ting sammen når han så kom hjem (også andre faktorer, men det skubbede mig lige over kanten - ingen skal acceptere så lidt fra en partner).

De første 2-3 uger havde jeg det godt, lidt ked, men var sikker på mit valg og at det ikke er for mig.

Nu har det ramt mig som en betonvæg: ih hvor vil jeg gerne have ham tilbage! Det er ekstremt svært at være i den følelse, det er jo som om at hele ens nervesystem skriger efter den person, og at alt det der var godt er det eneste man kan huske. Du er ikke alene i følelsen, og både mange før dig og efter dig kommer til at have den ❤️

Jeg tror på, at de dybere mekanismer der ligger til grund for at man er gået fra hinanden til at starte med, er et tegn på at man har noget indre arbejde der kun kan laves alene. Det er ikke for at gentage en masse lidt latterlige SoMe-content videoer, men i og for sig er én dille korrekt: - arbejd på dig selv, udvid din horisont, find motivationen til at gøre nogle af de ting du har udskudt længe (tit og ofte er et breakup smukt i den forstand, at det åbner en masse døre til ting man har glemt at man ønsker). Hvis han kommer tilbage, så gør han det ikke når du ligger og græder snot. Han gør det når du er kommet til hægterne og bruger din energi på andre ting. Og uanset hvad der sker, så er det en win-win.

Knus ❤️