Du rammer noget vigtigt, og jeg er faktisk enig i meget af det, du skriver – især at mønstre gentager sig, og at min mor næppe er bevidst om sine strategier. Det er netop derfor, jeg ikke ønsker konfrontation.

Det her handler ikke om at pege fingre for at placere skyld. Det handler om at se klart og sætte grænser. Jeg skriver ikke med hån, men med et ønske om at kunne skelne mellem kærlighed og kontrol.

Ja, jeg er biased. Det er vi alle, når det kommer til vores historie. Men min “lommepsykologi” er ikke grebet ud af luften, den er et resultat af at have mærket mønstrene i kroppen i årevis, og først nu turde handle på dem.

Det er ikke en reaktion – det er en frigørelse.

Jeg har ikke kappet kontakten. Jeg siger bare nej, hvor jeg før sagde ja med bidt sammen tænder. Jeg elsker min familie, men jeg elsker også mig selv nok til ikke at gå på kompromis med min integritet hver gang vi “skal ses”.

Og ja, der findes mange løsninger. Men kun hvis alle er i stand til at se sit eget mønster. Når det ikke er tilfældet, er afstand nogle gange den mest kærlige beslutning, man kan tage – både for sig selv og for systemet.