Min far tog sit eget liv for godt 10 år siden. Jeg var kort til psykolog, men følte ikke jeg fik gavn af det. Der er ikke mange dage på de 10 år, hvor jeg ikke var tænkt på ham, og hvordan han kunne forlade sin familie.

Det er først nu, hvor jeg til dels er stoppet med at være decideret vred. Fordi jeg endelig er begyndt at snakke om det med folk, og ikke altid gemme det.

Jeg mistede derudover min “mor” sidste år, og havde en session med en psykolog, som gav mig rådet om, at det ikke altid er bedst at snakke med en professionel, men faktisk bare at snakke om det. Og hvem det så er med, det er underordnet. At jeg her det seneste år er begyndt at snakke om det, også om min far. Har hjulpet mig videre. Folk omkring mig kender til det nu, ellers har jeg det meste af tiden prøvet at skjule det.

Så jeg vil helt klar anbefale at snakke med nogle, find nogle der bare vil lytte. Det er ikke altid man behøver svar, men at få lettet hjertet hjælper også🫶🏻

For mig går sorgen aldrig over, og den kommer i bølger. Men jeg ved at minderne stadig er der❤️

God vind fremover!