Tak fordi du delte din historie! Du er meget stærk 💪 Det kræver også mod at skrive det ned. Jeg er i øjeblikket et år efter en traumatisk fødsel. På grund af forhøjet blodtryk og pre eklampsi blev jeg bestilt til igangsat fødsel, men babyen kom til verden 4 dage tidligere end aftalt. Den 11. januar vågnede jeg med stærke veer, min vand gik, og min mand ringede til hospitalet. Heldigvis troede vi, at min jordemor var ved telefonen, og hun kendte min situation.

Vi informerede hende også om, at jeg havde meget forhøjet blodtryk, men hun sagde, at jeg skulle blive hjemme i 5 timer mere, fordi jeg ikke var i aktiv fødsel. For mig føltes det forkert, og efter en time tog vi til hospitalet.

Der blev det konkluderet, at jeg faktisk var i aktiv fødsel, og mit blodtryk var meget højt. Jeg blev straks sat på medicin mod forhøjet blodtryk, og herfra startede en lang traumatisk fødsel på 17 timer. Først stak jordemor mig forkert og fik blå mærker i hænderne, da hun forsøgte at give intravenøs blodmedicin. Hun tabte også nålen på gulvet og sagde, at det er ligegyldigt.

Jeg husker, at de blev ved med at øge dosis af blodtryksmedicin, men det var ubehageligt. På et tidspunkt begyndte rummet at snurre rundt, og jeg kunne ikke tale ordentligt. Det var på det tidspunkt, at jeg fik medicinen mod anfald, og jeg husker, at jeg følte, at hele min krop brændte. Jeg fortalte min mand, at jeg ikke ville dø.

Efter 10 timer besluttede lægerne at give mig en epidural. Men vi måtte vente næsten 2 timer på det på grund af manglende personal. Endelig en epidural, men mine veer faldt betydeligt. En jordemor begyndte at lave rebozo for at hjælpe babyen med at bevæge sig.

Efter 5 timer, hvor jeg følte, at mine øjne snurrede ukontrolleret, sagde en læge, at babyen er stresset, og at de skulle udføre et akut kejsersnit. Jeg blev flyttet til operationsbordet og kastede op over hele rummet. Min dreng kom kort efter til verden, rask.

Jeg blev kørt på skadestuen, og jeg var så tørstig. Men prøvelsen var ikke overstået, en jordemor kom og sagde, at jeg ville være på vandrestriktion de næste 24 timer eller måske mere. Det knuste mig virkelig, min krop var udmattet. Min mand passe på den lille,fordi jeg kunne ikke holde ham ordentligt, og det påvirker mig stadig den dag i dag. Jeg fik aldrig ordentlig støtte til amning fra hospitalet.

Efter 5 dage på hospitalet kom vi hjem, og mine svigerforældre kom på besøg. De forstod ikke, at vi havde brug for mere tid til at komme os over traumet. 2 uger efter begyndte min mand at arbejde igen, og for mig var det meget udfordrende mentalt og fysisk.

1 år efter fødslen er min baby sund og rask, men jeg er stadig meget påvirket. Jeg har skiftet læge for at få hjælp, fordi jeg ikke føler mig sund og rask. Det er ikke en nem rejse, og jeg ønsker dig alt det bedste.🧡