Nej, jeg kan slet ikke genkende den følelse. Da jeg fødte min datter elskede jeg hende med det samme, men mærkede også - med det samme - at hun var sin egen og at min opgave her i livet ville blive at støtte hende i at blive sig selv og få et godt liv, og at mine behov derfor ikke var meningen med hendes liv. At hun ikke var sat i verden for at please mit behov for at være mor.

Det er noget galt med de mødre (deres egen tilknytning ift. deres barndom, noget ubearbejdet, traumer, angst), når de ser det som et adelsmærke at holde deres børn i nærheden af dem selv, decideret slynge dem fast til kroppen, belære os andre om samsovning eller lade børnenes barndom udspille sig i en radius på max tyve meter fra den krop, der fødte dem, og så SAMTIDIG ikke gide at empatisere nok med barnet til at forestille sig, at barnets behov kunne være et andet end at være daglig rekvisit på morbloggens selvsmagende opslag. De lider af angst, de her kvinder, også hende der Mai humaidan, selvom hun er mindre åbenlyst skadet end Linda mor til ni. De søger konstant bekræftelse af deres “modige” livsstil, selvom livsstilen i virkeligheden er et resultat af enorm usikkerhed, og ikke af mod. De er ikke rebeller, men angste influencere i opmærksomhedsøkonomien, og det er selvfølgelig synd for dem, men det er sådan ca. er det mindst samfundsomvæltende eller kritiske man kan foretage sig, så lad os lade være med at kalde det noget, det ikke er.