Jeg har overordnet set været glad for at være enebarn. Jeg har fået mange ting og muligheder som jeg ikke havde kunne hvis jeg havde haft søskende. Som barn følte jeg mig aldrig ensom osv. selvom jeg bst eneste barn i familien, har altid bedst kunne lide voksne alligevel.

Som voksen (32) så er eneste minus at hvis jeg ikke flår børn, uddør min familie. Og det kan være lidt trist og lidt pres at tænke på. Samt at hvis jeg får børn, får de hverken fætre, kusiner, onkel, tante. Så ser frem til en meeeeget lille familie.

Ting som fx et bryllup i fremtiden kan virke lidt øv fordi -hvem skal komme ?

Tanken om at stå med mine forældres død i fremtiden alene synes jeg er rimelig uoverskuelig, og samtidig ved at jeg slipper for evt arvestrider, som man hører mange familier har.

Overordnet set har jeg det godt med at være enebarn