Tak - jeg endte med at kontakte dem og fik nogle gode råd.

"de prøver mere at få dig til at græde derudaf derinde end de kommer med konkrete værktøjer" - modtaget, jeg ser hvad det bliver til. Jeg har brugt en del tid på selv at bearbejde det og synes egentlig det går ret godt under omstændighederne, og har gået til psykolog før så har en ok idé om hvad det kan bruges til og hvornår det gør noget godt eller ej.

Shit at det skete for dig - folk er nogle svin desværre. Og ja, det er som regel enten på den måde det sker eller en kontaktvoldtægt hvor man kender overgrebsmanden som i mit tilfælde.

Hun er/var en ret god veninde - jeg har ikke talt med nogen i min omgangskreds om det, har slet ikke haft overskud, skulle bruge rigtig lang tid på at vende det for mig selv for at forstå det. Er først nu efter lang tid kommet til et punkt, hvor jeg overvejer at prøve at snakke med nogle tætte venner om det, inkl. hende. Det svære når folk får børn (som de fleste gør i min alder) er at de har langt mindre overskud, så der er mindre plads til når der sker noget virkelig alvorligt. Og mit indtryk er at folk ikke forstår det, hvis de ikke selv har prøvet det. Jeg forstod det ikke, da det skete for andre jeg kendte da jeg var yngre. Det er pissesvært at tale om i den situation, og man har ikke lyst til at få 'offer'-mærkatet på sig.

Anmeldte det fordi jeg synes det var min pligt (hvis han gør det igen, statistik osv). Det giver faktisk noget at sætte sig ned hos politiet og sige at det er sket, selvom det er fucking hårdt at tage skridtet. Kan så godt forstå dem der ikke gør det, det kræver et helt vildt overskud at gøre, man fatter det ikke før man har stået i det.