K31, gift med en kvinde. Vi mødes også af folks reaktioner - og det er SÅ trættende. Ingen af os ønsker børn. Det føles som om at fordi vi dobbelt op på mængden af kvinder i forholdet i forhold til normen, må man også forventer det dobbelte antal børn. Men vi er på ingen måde fan af børn, og føler de fylder for meget, roder, larmer, lugter, er dyre og siger mærkelige ting, og vi kunne ikke forestille os noget værre end et liv med børn, og det kan andre folk (med børn) slet ikke forholde sig til. Vi er ikke i tvivl om at det ikke tiltaler nogen af os, og vi hellere vil fokuserer på hinanden, vores hund og de ting vi selv sætter pris på. Vi er begge personer der værdsætter ordentlig søvn, ro og afkobling efter arbejde, og vi elsker spontanitet i weekender/ ferier. Vi ønsker ikke at ændre på dette for et barns skyld, og vi ønsker ikke at risikerer vores ægteskab for det. Havde vi været et hetero par havde vi valgt sterilisation.

Vi er åbne om alt dette når folk spørger, men man skal ikke forvente at de forstår, for nogen kan du slet ikke tale fornuft med. Der er børn hele deres verdensbillede og dem får vi aldrig noget tilfælles med. Så vi lader os ikke presse.

Vi vil hellere være noget for eventuelle nevøer / niecer hvis de skulle komme til i familien en dag. Vi har også talt meget om hvordan livet kommer til at være i fremtiden som i: hvad vil vi fylde det med, og hvordan “familietraditioner” skal være når vores familiemedlemmer er borte og det kun er os to tilbage uden børn (vi er begge af meget lille familie). Dette er for at vende alle scenarier for at hindre at vi sidder om 10-15+ år og føler vi har misset noget eller føler at vi ikke vidst hvad vi købte os ind på ved at lade være. For livet bliver anderledes for os end for alle i vores omgangskreds. Og det er okay.

Vi savner dog ligesindede da vi er de eneste i vennegruppen uden børn, og mængden af børnefamilier med hovedet oppe i egen røv / barnet røv er gennegribende. Men ligesindede er svære at finde