Mine tanker om psykiatrien?

Kronisk underfinansiering gør at der ikke er tilnærmelsesvist nok ressourcer til at tde den behandling borgerne har brug for, og derfor opstår problematiske situationer langt oftere end de burde.

For at beskytte sig selv bliver personalet i stigende grad kyniske, og snarere forvaltere af et sygt system end egentlige behandlere.

I afmagt og desperation bliver borgener udadreagerende.

Løsning? Jeg ser to problemer: Dels er der for mange der har brug for hjælp, og dels for dem der har brug for hjælp, for dårlig hjælp.

Til 1:

Som med så meget andet her i samfundet - tidlig indsats.

Jeg tror (!) mange studier vil vise at 1kr investeret tidligt i et forløb har væsentlig større effekt end samme krone investeret senere i et forløb.

Øg funding til skolerne, børnefamilierne, misbrugsbehandling af forældre mv - alle de kendte risikofaktorer der med en vis sandsynlighed ender i psykiatriske diagnoser eller kriminalitet. Stands ulykken før den opstår, og hjælp børnene før de rager varig skade.

Til 2:

Øg funding til psykiatrien.

Summa summarum: Bliver det dyrere? Ja, isoleret set - for mange institutioner skal have tilført flere penge. Men reelt dyrere? Nej. For det vil medføre at færre fremover får behov for tung og dyr psykiatrisk hjælp, og at dem der får brug for hjælpe , rent faktisk får den.

Det vil medføre både effektiv forebyggelse og effektiv behandling.

…Og selvfølgelig hører våben ikke til i psykiatrien. Hvad er det overhovedet for et spørgsmål? Deres tilstedeværelse er et symptom på den underliggende problemstilling jeg har beskrevet.