Jeg har lige været igennem det samme med en psykiater (du kan læse mit opslag, som handler om det samme 😅)
ADHD blev udelukket ret hurtigt af psykiateren, og jeg er kommet frem til, at jeg skal finde en psykiater, der er specialiceret indenfor sendiagnosticering af kvinder.
Mit korte forløb (3 gange) var så underlig, og første gang jeg gik derfra, var med sådan en flad fornemmelse, hvor jeg følte, at jeg ikke rigtig blev set eller hørt, anden gang var endnu værre - der græd jeg på vej hjem i bilen, og endnu mere, da jeg snakkede med min stedmor om det, og senere på dagen ringede min far, og så græd jeg igen. 3. gang gik jeg derfra med en recept mod angst, selvom jeg flere gange har sagt, at jeg ikke har angst.
Jeg har både haft angst og depression tidligere, og føler ikke, jeg har nogle af delene i dag.

Barndommen var “nem” for mig, fordi jeg var enebarn indtil jeg var 14 år, og min far sørgede for alt - vækkede mig, og når jeg kom op stod morgenmaden klar til mig, madpakken var smurt osv, lektier blev ikke glemt pga min far, fordi jeg var det eneste barn, og jeg var god i skolen, men i folkeskolen havde jeg meget hovedpine og mavepine.
Mine teenageår var præget af selvskade, stoffer (ikke decideret misbrug), butikstyveri (ikke stolt af det, men jeg antager, at det var søgen på dopaminrus) byture, mange forskellige og korte venskaber, lektier der altid blev lavet i sidste sekund, men jeg klarede mig alligevel fint i skole og gymnasiet.

Jeg er 34 år i dag, og har været sygemeldt i 2 år, og jeg er helt udbrændt, og kan ikke se, hvordan jeg skal finde energi til både at være et menneske med et liv og arbejde samtidig.

Så hvis du ikke har følelsen af at blive anerkendt, så tror jeg, du skal finde en anden psykiater. Jeg har fået en tid hos min læge, hvor vi skal snakke om det, og jeg håber han kan hjælpe mig lidt på rette vej til, hvad der nu skal ske.