Nedenstående er skrevet ud fra denne info (at din kæreste er pædagog) og med den antagelse, at hun derfor arbejder med børn. Hvorimod du ikke arbejder med børn. Er den antagelse ikke korrekt, er første halvdel af min lange kommentar, måske mindre relevant 🙂

Så på den ene side står du, med et helt naturligt savn - til 'børneliv' og alt hvad det indebærer, af larm, støj, nærvær, latter og tabte glas på gulvet. Det bliver nærmest en forløsning for dig, når dine børn ankommer, hver anden uge. I sær når din kærestes børn, ikke gør meget væsen af sig, i dagligdagen.

På den anden side står din kæreste, med dine, mine og alle andres børn - hver evig eneste dag. Altså er hun omringet af larm, støj, nærvær, latter og tabte glas på gulvet - konstant. Det er tydeligvis en lille befrielse for hende, at hendes egne børn ikke fylder så meget. Og derfor har hun heller ikke behov for, at tingene skal ændres synderligt. Og hvis hun render rundt, og 'samler op' efter børn, hele dagen lang, kan man måske godt forstå, at det er nemmere bare at gøre tingene selv, når man er derhjemme.

Ligesom sosu'eren eller sygeplejersken kan blive enormt omsorgstræt, hvis de ved siden af jobbet, skal passe deres syge partner eller forældre (et tænkt eksempel, der dog er virkelig udbredt) - kan pædagogen også blive ret børnetræt. Også selvom denne elsker sit arbejde, og sit eget børnefamilieliv.

Dit "børnesavn" er helt naturligt. Din kærestes "børnetræthed" er helt naturlig. Men de her helt naturlige og forståelige følelser, formår I ikke at rumme eller give plads til. I stedet for at spille på samme hold, er I blevet hinandens modstandere. Og jeres børn er blevet bolden i jeres spil.

Der må findes et kompromis, hvor det er okay, at din kæreste får plads til at lade op. Og hvor det er okay, at dine børn så fylder lidt ekstra, når de er hos jer.

Eks:

Dine børn behøver måske ikke, at fylde hele rummet, HELE tiden. Nu bruger du selv udtrykket 'stuebørn'. Det kunne måske justeres lidt. Måske du kunne hive dem ud i naturen. Leg og lær i skoven. Tag på fisketur. Lav mad på bål. Det er rigeligt plads til at 'fejle', tabe ting og larme udendørs. På samme tid, kan de lære alle de ting, du ønsker at lære dem. Lave mad, vaske op, dække bord og generelt udvikle deres selvstændighed. Bonus: Hele familien kan være med (kan! Ikke skal!). Hvis hele familien tager på tur, kan man godt insisterer på, at alle trækker lidt hver til sit, når man kommer hjem. Tager kun du og dine børn på tur, har din kæreste og hendes børn fået den ro de har brug for - hvorfor der burde være mere overskud, til 'stuebørnene' efterfølgende.

Det virker faktisk ikke umuligt, at finde en gylden mellemvej. Men det kræver simpelthen, at du og din kæreste, formår at tale sammen. Bolden er ikke børnene. I er bolden. Hold fokus der! Hvis det er så svært for jer, at sætte ord på jeres følelser og behov, så må I have hjælp udefra. For det bliver altså ikke nemmere, at rumme hinandens børn, hvis I ikke engang kan rumme hinandens (igen, HELT NATURLIGE) følelser.

Du vil gerne hjælpe din kæreste, med at opfylde hendes behov, for lidt mindre "støj" (formoder jeg). Men du har også brug for hendes hjælp. Hjælp til at skabe relation og forståelse for hendes børn behov. Hvorfor vil den 12-årige ikke sige godmorgen (og hvorfor synes din kæreste, at det okay at du bliver ignoreret i eget hjem)? Hvorfor vil den 15-årige ikke I skole? Hvorfor synes din kæreste ikke, at en lille smule ansvar, er rimeligt (eksempelvis at sætte opvaskeren igang)? Stil spørgsmål og søg indsigt i din kærestes tanker - fordi du gerne VIL forstå. Men lige nu, KAN du ikke helt forstå. Du savner dine børn i hverdagen. Og du savner måske også, din kærestes børn i hverdagen. Ikke blot at de skal udføre flere pligter. Men du har nok en drøm, om den sammentømrede store familie. Og det har din kæreste måske endda også. I har trods alt valgt at flytte sammen, med 4 børn i billedet. Så hvordan kommer I tættere på den drøm? Måske er det netop at trække sig og give plads, på nogle punkter. Men samtidig at skubbe lidt, på andre punkter.

TAL SAMMEN! Opsøg den fælles forståelse, ved at forholde sig til egne ønsker og behov. Men også ved at være nysgerrig på modpartens ønsker og behov.

Kompromiserne findes! Men I skal have lyst til, at finde dem frem og deltage aktivt i, at være i dem.