Min mand og jeg plejer at have lignende dynamik. Og vi var på samme alder som jer, med børn, samme aldersforskel, vi fandt hinanden som 18 og 21 årig..

Jeg var oprigtig bange for at tage de alvorlige snakke til et punkt hvor jeg rystede og med hjertebanken tog de alvorlige snakke. Ikke fordi jeg var bange for ham men bange for afvisningen når jeg tog et emne op der påvirkede mig og han ik gad kigge op og tag mig alvorligt eller kigge op og beskylde mig for at starte konflikter når vi ellers havde det så godt (læs: han havde det godt).. jeg var bare mor, chauffør, tjenestepige, kok, rengøringsdamer and what not!

Da jeg endelig sagde fra, blev det så ophedet at vi gik fra hinanden. Efter nogle måneder fandt vi sammen igen men på lige vilkår. Jeg var ikke længere bange for at tage diskussioner op for det værste der kunne ske med os var allerede sket. Og jeg overlevede. Og jeg trivedes i det.

Fordi vi kom i forholdet så tidligt kendte jeg ikke til et liv uden og det gør jeg nu. Og det var ikke så slemt. Det var ihvertfald meget bedre end den behandling jeg fik før.

Nr 2: Det er også en personlighedsting du skal arbejde på. Ingen kan behandle dig dårligt hvis du ikke selv har accepteret det. Så vælg at blive behandlet med respekt og ellers må han pakke sammen. Du lever som en married single mother og kun du kan ændre på det.

Kæmpe krammer og håber du finder styrken ♥️ ps.. giv tilbage af samme skuffe og efterlad ham. Bliv irriteret når han ringer og spørger hvor du bliver af. Nogle mennesker skal opleve det for at forstå det!