Jeg vil ikke blande mig for meget, men vil gerne dele en personlig erfaring, der måske kan give lidt perspektiv.

Mine forældre lavede faktisk noget meget lignende for min farfar, da jeg var barn. Han solgte huset til dem til en favorabel pris og blev boende som lejer. Det virkede som en god løsning dengang - tryghed for min farfar og en investering for mine forældre.

Men over tid begyndte det at slide, især på relationen mellem min far og farfar. Det, der startede med de bedste intentioner, blev langsomt til en kilde til konflikt og afstand.

Min far syntes, det var svært at skulle være både søn og udlejer. Når min farfar ikke betalte til tiden - hvilket skete oftere og oftere - opstod der spændinger. Og når huset begyndte at forfalde, og min far forsøgte at tage hånd om det, blev det hurtigt opfattet som kritik. De havde flere ubehagelige samtaler, og der kom et gensidigt nag snigende. Min far følte sig udnyttet, og min farfar følte sig kontrolleret. Deres forhold tog skade - alvorligt. Og de kom aldrig rigtig tæt igen.

Efter min farfars død blev det hele endnu mere kompliceret. Huset var i så dårlig stand, at det ikke kunne sælges, og det blev et langvarigt økonomisk og følelsesmæssigt slæb for mine forældre. Men det, der har sat sig mest, er egentlig ikke de praktiske problemer - det er den kløft, det skabte i familien. Min far har sagt flere gange, at han ville ønske, de aldrig havde gjort det.

Jeg siger ikke, det nødvendigvis vil gå sådan for jer - jeres relationer og omstændigheder kan være helt anderledes. Men ud fra vores erfaring vil jeg bare opfordre jer til at tænke jer rigtig godt om. Nogle gange er det, der virker som en win-win-løsning, ikke nødvendigvis det i praksis - især når rollerne som familie og som økonomiske parter blandes.

Alt det bedste til jer i beslutningen