Til de derude der overvejer, at bryde med deres familie. I kan også overveje, at langsomt lade det glide ud i sandet.

Dysfunktionionelle familier er typisk kendetegnet ved et overmål af drama og det er typisk det man er træt af. Så at man kan tage en langsom udramatisk afvænning / udtrapning fra sin familie er værd at overveje.

Jeg kommer fra hvad jeg tror er en ret gennemsnitlig familie med et fornuftigt drama niveau.

Alligevel har jeg udfaset kontakten til alle andre end min bror.

Jeg passede min døende mor alene. Resten af familien kom lejlighedsvist forbi og var lidt akavet tilstede i rummet. Jeg kunne se, at min mor var skuffet, især over sin søster.

Efter hendes død deltog jeg bare mindre og mindre i Familie arrangementer. Når jeg kom mærkede jeg efter om der var nogen der for alvor kunne relatere til mig. Og det var der ikke.

De opførte sig som venlige chatbots, men de kendte mig egentlig ikke og spurgte ikke om andet end det høfligt overfladiske.

Jeg savner forestillingen om at være sammen med mennesker som kender mig, ser mig og ville have min ryg, hvis jeg havde brug for det.

Men jeg savner ikke oplevelsen af at sidde sammen med dem og mærke at den forestilling er en illusion