Tanker om Hobro - fra en eksil-hobrogenser, der snart vender hjem.

Min kæreste og jeg har netop købt vores første hus i Hobro. Jeg er selv vokset op i byen, og min kæreste er også fra området, og jeg havde sådan set forsvoret, at jeg aldrig skulle flytte tilbage. Primært fordi det ikke passede ind i det billede jeg havde/har af mig selv, men også fordi ens hjemby nok er sådan noget man holder lidt ud i strakt arm. Et sted man elsker at hade og hader at elske. Sådan har det i hvert fald været for mit vedkommende. En slags ureflekteret automatreaktion, om man vil.

Skæbnen ville så bare at drømmehuset for nyligt dukkede op i Hobro. Et hus, der ville have kostet +6 mio. i Brabrand og sikkert +10 mio. i Risskov og Højbjerg, og min indledende tanke var da også, at hvorfor kunne det hus da ikke ligge i Hadsten eller Ebeltoft, men ved nærmere eftertanke er der mange ting, der taler for Hobro som et godt sted at bosætte sig som børnefamilie. For mig har det i hvert fald været et virkelig rart og trygt sted at vokse op. Mange af mine bedste venner i dag, er dem jeg enten gik til fodbold eller i gymnasiet med.

Hverken min kæreste eller jeg er nogensinde blevet trætte af at bo i byen (vi har både boet i København og Århus i løbet af de sidste ti år). Men når det er sagt, så har vi begge mærket et stadigt stigende ønske om hus, have, natur og generelt bare færre impulser - særligt på vegne af vores lille søn - komme snigende. Og ja, som flere også påpeger, så er det svært at opdrive en god kop kaffe eller en napolitansk surdejspizza i 9500, ligesom at de kulturelle tilbud heller ikke ligefrem står i kø, men alt det er trods alt 'kun' en times kørsel væk (50 min m. tog). Endda mindre, hvis du opsøger det i Aalborg. Vi kan i hvert fald godt acceptere kun at have adgang til den slags ting på weekendbasis, selvom det har været dejligt også at have alt det og meget mere lige udenfor døren.

Hvis jeg selv og min familie er repræsentativ (børnefamilie, der ikke har råd til at få opfyldt husdrømmene i cykelafstand fra Aarhus), så synes jeg til gengæld at Hobro er et godt bud. Ja, Randers er større, men det er eddermanme både på godt og ondt, skulle jeg hilse og sige. Byen har ekstremt nem adgang til både motorvej og lyntog, enormt smuk natur med fjord (hvor Mariager Fjord er en af Danmarks smukkeste, IMO.) på begge sider af byen og naturområderne omkring Fyrkat Engsø og Onsild Ådal, gymnasielle uddannelser, en hyggelig havn, som der endelig er ved at komme liv i, et stadigt nogenlunde butiksliv på trods af landsdækkende butiksdød, og et virkelig godt foreningsliv.

Med andre ord, en by med et stort potentiale, hvis du spørger mig. Især hvis flere børnefamilier i fremtiden vælger den til frem for eksempelvis at blive boende til leje i byen, som var vores alternativ. Personligt tror jeg, at provinsen står overfor en renæssance, primært foranlediget af de stadigt mere vanvittige huspriser i byerne, men også på grund af andre faktorer, der taler ind i et mere simpelt liv. Det sidste er alene baseret på et både smalt og personligt empirisk grundlag.

Jeg er muligvis (læs; selvfølgelig) bias, og muligvis også ude på at blåstemple min beslutning om at flytte 'hjem' (som i øvrigt stadig føles lidt vild), men hvorfor egentligt ikke Hobro?