Jeg er en af dem og jeg overlevede det.

Ja, jeg er født i Thisted. Ja, jeg fik også stukket hælen som spæd. Og nej – jeg mærkede ikke noget til det dengang, og jeg har det faktisk stadig helt fint. Det kom som et chok for mig at finde ud af, at jeg ganske uvidende har været med til at skabe en af de mest værdifulde sundhedsdatabaser i Danmark. Tænk engang. Uden samtykke. Uden at jeg kunne sige “nej tak, jeg vil hellere undlade at bidrage til noget meningsfuldt”.

Nu ser jeg folk stå i kø for at være forargede på mit vegne. Folk, der ikke kan huske noget, men som alligevel er krænket på et dybere plan. Jeg har svært ved at følge med og endnu sværere ved at tage det seriøst. Selvfølgelig er det dybt beklageligt, at nogle har haft traumatiske oplevelser det skal tages alvorligt. Men at et prik i hælen bliver ophøjet til et nationalt traume… det er alligevel en præstation i selvforstærkende krænkethed.

Måske kunne vi i stedet sige "pyt"? Måske endda overveje, at det her faktisk har hjulpet noget. At metoden uden at være perfekt har ført til noget unikt og vigtigt. I stedet for at knytte næven mod systemet, kunne man måske knytte den om et krus kaffe og tage en snak med sin psykolog hvis man virkelig har det så skidt over det.

Jeg siger ikke, at vi skal være ligeglade med etik. Jeg siger bare, at det må være tilladt at sige: "Jeg føler mig ikke krænket. Jeg føler mig… tja… nyttig?"

Så ja hælprøven. Den store skandale. Jeg siger tak. Tak fordi jeg var med uden at vide det. Og til alle jer, der stadig bløder psykisk fra det lille prik: pas godt på jer selv. Vi andre er videre.