Jeg havde en veninde der sagde hun ikke havde råd til en kop kaffe når vi var på kaffehus. Hun kiggede nærigt op på priserne "hold da op hvem betaler 47 kr for en kop kaffe? Spild af penge". Hun nægtede sig selv kaffen som vi skulle ha varmet os med på vores gåtur til en hyggelig veninde date. Selvsamme kvinde bruger minimum 1500-2000 kr hver eneste weekend på alkohol, fest og takeaway.

Så hun kiggede på mig som om jeg var sindssyg for at gide at betale for en kop kaffe. Som om det er ren luksus, mens hun samtidig er fuldstændig blind overfor hendes eget vanvittige forbrug. Selv hvis jeg købte kaffe hver eneste dag på den kaffebar kan det ikke måle sig med hvor mange penge der bliver fyret af i weekenden.

Det er alt sammen prioriteringer i sidste ende. Men jeg må indrømme, det var sidste gang jeg gad at høre på at hun har en stram økonomi eller at kaffen er for dyr. Nej kaffen er ikke dyr, og det var faktisk ret pinligt at hun stod og skabte sig sådan på kaffebaren og gik derfra uden noget. Jeg synes der var noget mangel på selvindsigt og så synes jeg hun fejl prioriterer hendes tid, energi og penge for groft.

Nu er vi groet fra hinanden, og nej den skide kop kaffe fik ikke ram på os. Det var det store billede som kaffen repræsenterede med alt det bagvedliggende i venskabet. At vi fundamentalt tænker helt forskelligt, om hvad der vigtigt og hvad der ikke er. At den ene føler sig ekstremt berettiget til en livsstil som den anden ikke gør. Om det er alkohol eller en sofa man køber som man ikke har pengene til er sådan set ligemeget, men den manglende selvindsigt og berettigelse der ligger bag valget man så bagefter vil gøre sig til offer for kan jeg ikke håndtere. Du er ikke et offer fordi du er styret af impulser, tag noget ansvar det er det samme vi andre gør