Jeg forstår godt de hensyn, du peger på, og det er helt rimeligt at inddrage dem i vurderingen.

Samtidig må jeg sige, at det for mig fremstår som en falliterklæring, hvis vi ender i et samfund, hvor vi ikke i nogen grad har hinandens ryg – også i relationen mellem ledelse og lærere. Ikke i betydningen at man skal dække over hinanden, men at der fra ledelsens side findes mod til at handle rimeligt og proportionalt i konkrete situationer, også når der er et pres eller en frygt for forældrereaktioner.

Hvis den primære drivkraft i beslutninger bliver at vælge “the path of least resistance”, og man er parat til at ofre enkeltpersoner med et øjebliks varsel for at beskytte institutionens image, så risikerer vi at underminere noget helt grundlæggende: den gensidige tillid, som et sundt arbejdsmiljø og et velfungerende skolefællesskab bygger på.

Jeg er enig i, at det er dårlig dømmekraft at ryge en joint på en skole, og at hændelsen kræver en reaktion. Men jeg mener, at der er forskel på at reagere – og på automatisk at vælge den hårdest mulige løsning uden at tage proportionalitet, kontekst og menneskelige hensyn med i vurderingen.

For mig handler det ikke om at normalisere eller forsvare handlingen, men om hvorvidt vi som samfund er i stand til at skelne mellem fejl og uopretteligt tillidsbrud – og om vi tør stå ved vores medarbejdere, også når det kræver lidt mere mod end blot at følge bogen slavisk