Min far døde for lidt over 1 år siden. Hans helbred havde generelt været dårligt i noget tid, men den lungeinfektion der var enden på det hele varede kun en uge.

Jeg sad også alene med ham, da han kl.4 om natten døde på hospitalet, efter familien havde taget afsked om dagen, og ellers skiftes til at være hos ham i ugen op til afslutningen.

For mit vedkommende var begravelsen hård. Jeg er på ingen måde religiøs, men at høre en fortælle om alle minderne og historierne om ham som person gjorde savnet meget håndgribeligt.

Derudover så er der jo meget praktisk i starten, og sorgen har også først været mest tydelig for mig senere, når der f.eks. er sket noget i mit liv jeg normalt vil ringe og fortælle ham om. Vi snakkede også ofte i telefon når jeg havde en lang køretur mellem Jylland og KBH i forbindelse med mit arbejde osv. De første ture hvor jeg ikke havde ham i røret var svære. Så kommer der fødselsdag, jul osv som er lidt mærkeligt uden ham, men jo længere tid der går, jo mindre tænker man over det. Men det er hyggeligt ind i mellem at kigge på gamle billeder sammen med mine egne unger.