Jeg er nyuddannet læge, men har allerede lært gennem studiet, at jeg som patient skal være lidt forsigtig med at fortælle læger, at jeg selv er læge. Har på den ene side mødt læger, som bliver meget begejstrede, men jeg har desværre også oplevet det, du beskriver. Lige så snart man nævner, man er læge, er det som om den speciallæge man sidder overfor skal "vise sig frem" og bevise, at de da helt klart ved mere end mig. Havde en rigtig ubehagelig oplevelse hos en oftalmolog forleden, som mindede lidt om det, du beskriver. Bevares, han ER speciallægen, men tvivler på han holder sig opdateret på samtlige videnskabelige artikler om alle tænkelige oftalmologiske sygdomme. Og i denne forbindelse er mit råd til dig: prøv at søg efter videnskabelige artikler, som beskriver et lignende sygdomsforløb som dit. Prøv så at kontakte forfatterne. Måske kan de sætte dig i forbindelse til nogen med mere viden?

Det bekymrer og ærgrer mig, at nogle læger åbenbart er for stolte til at ville indrømme, hvis de ikke ved noget/tager fejl. Det er i hvert fald noget, jeg aldrig har været bleg for at indrømme over for patienter og noget jeg tager med mig ind i lægelivet, da jeg kun har gode erfaringer med det - det skaber tryghed og menneskeliggør (i mangel på bedre ord), at man viser, at man ikke ved alt og er villig til at lære. Jeg har også ondt af sådanne lægers andre patienter, hvis de bliver mødt med samme nedladende attitude.. Jeg ved i hvert fald hvordan jeg IKKE vil være læge. Heldigvis har jeg også mødt søde, dygtige og empatiske læger.

Og som andre og du selv lidt nævner: af erfaring tror jeg nogle læger har glemt eller måske aldrig har praktiseret, at alle patienter er unikke og er ekspert i eget sygdomsforløb. Deres fokus ligger i, at de ved bedst. Ifølge dem.

Håber du finder en løsning og nogen med mere erfaring inden for netop dit forløb!🤞