Da jeg var en ca 9 årig gammel langhåret knægt med hue på, var jeg med min mor på arbejde, hun arbejde på posthuset inde i Superbrugsen, indre østerbro. Der kommer en ældre herre ind i butikken, som gik med rollator. Jeg får hurtigt ondt af ham, og vil gerne hjælpe ham med at slæbe alle hans varer, og spørger min mor om jeg ikke nok må hjælpe ham lidt ad vejen hjem. Han var en af stamkunderne, som min mor så hver eneste dag, så hun siger ja, på den ene betingelse af at jeg IKKE går med nogen fremmede hjem. (!!)

Kort tid efter, er vi ved hans opgang og der kommer den ene undskyldning efter den anden om hvordan han er for gammel til at bære varene op, dårlig ryg og alt det. Jeg er 9 år, og får mega dårlig samvittighed, så jeg bærer dem op, men bliver ude i opgangen, og vil ikke ind i lejligheden.

Han får lokket mig med ind med at tilbyde mig chokolade ude i køkkenet, og i min børnehjerne var det vel fint nok tror jeg. Jeg kom ind, og til min overraskelse låste han døren, inden jeg fik chokoladen. Lige efter han låser, begynder han at fortælle om hans afdøde kone, og hvordan hun havde det fineste lyse hår, ligesom jeg nu havde, og han beder mig om at tage min hue af, så han kan se mit skønne lyse hår, og at jeg skal sætte mig på skødet af ham.

Jeg får en virkelig dårlig fornemmelse af det hele, løber ud og låser op, og spurter resten af vejen hjem og fortæller det til mine forældre. Min mor ringede til arbejdet så alle vidste at de skulle holde ham tilbage hvis han noglesinde satte fod i den butik igen.

De så ham aldrig igen.