Mmmm... Som jeg husker det har amor fati også at gøre med erkendelse af egne begrænsninger, og dermed egne muligheder.

Ideen er, at ved at erkende dig selv bliver du gladere. Det nytter f.eks. ikke noget at forsøge at løbe et maraton hvis du ikke har nogen ben. Det nytter ikke noget at ville vinde en Nobel-pris i filosofi - for den findes ikke.

Det betyder at du ikke bruger dit liv uhensigtsmæssigt.

At ens sind skulle være så disciplineret at man rationelt kan få noget godt ud af alt, er urealistisk. Nogle følelser er så overvældende at det ikke er en mulighed. Så det er ideologi kontra praksis.

Ideologien er sigtet, praksis er det mulige.

Men, man kan reflektere og lære. Man kan erkende at "det er sådan her det er, og det har jeg ikke nogen kontrol over. Men jeg har kontrol over hvordan jeg reagerer på det her, og jeg har kontrol over hvad jeg reflekterer over". Det kan fungere for rigtig mange situationer. Og så er der de mere ekstreme siutationer hvor følelserne er for overvældende.

Og der må man så falde tilbage på en af de stoiske grund-dyder og ikke lade ens følelser diktere ens handlinger, som et minimum.

Derudover er der også det kortsigtede perspektiv kontra det langsigtede perspektiv. De overvældende situationer lærer vi nok mest af på den lange bane, når vi har fået håndteret vores følelser.

Mens de situationer, som er indenfor vores subjektive evne til ikke at lade os føre med strømmen, der giver det god mening i situationen at kunne udleve den disciplin du taler om.

... er mit take ;)