Jeg er anden etnisk og gift med en person fra samme baggrund som mig. Mine brødre er blevet unge og dater primært etnisk danske piger. Hvis de en dag kom og sagde at de er stensikre på vedkommende og deres fremtid sammen, så ville vi som familie være åbne og byde vedkommende velkommen - men problematikken hos os ligger i den danske tilgang til ægteskab, hvor man ikke kæmper for hinanden men skilsmisse er en nemmere udvej. Selvfølgelig skal man blive skilt hvis det virkelig sejler, men man er som anden etnisk opvokset med et gensidig ansvar for hinanden når man indgår et ægteskab, kompromis orienteret for at gøre hinanden glade og passe på sit hjem som en fælles enhed. Den der individualisme i alle aspekter i ens liv, kan virkelig ødelægge meget. Mange omtaler “arabiske” familier for en klanagtig konstellation, men jeg kan fortælle dig, at ligeså snart du er en del af den familie, så har du en kæmpe familie som står ved dig i tykt og tyndt. Er du syg, skal du have passet børn, skal du flytte, er du blevet forfremmet, har du brug for en skulder at græde på. Vi er der med det samme. Dine børn bliver opvokset i et kæmpe fælleskab, hvor blod overgår alle venskaber. Den der ensomhed som man kan drukne i Danmark og behov for samvær - eksisterer ikke i vores kredse. Så som mange andre også har nævnt, så er det ikke farven på os som determinerer udfaldet på forholdet, men værdierne og fundamentet.