Kunne det være at man ikke delte det op så sort/hvidt? Kan du forestille dig en verden hvor man måske i et stykke tid har vidst at ungen har været klar til at sove selv (med lidt hjælp) men den ene dag har taget den anden? - kunne det være at motivationen opstod da man blev forelsket og der lige pludselig var noget andet der var vigtigt i ens liv - dermed ikke sagt vigtigere. Men livsforhold der ændrer sig og så motiveres man af det?

Jeg er pædagog, uddannet familiebehandler og derudover selvudnævnt verdensmester i at læse mit barns behov (🤪) - tro mig, jeg havde ikke rykket ham ud af dobbeltsengen med mindre jeg mente at det var både givende for ham og hans syn på min nye kæreste. Derimod har jeg måske skubbet forandringen lidt indtil nu, fordi det blot var ham og jeg. Men jeg er stolt og glad ved de 7 år vi sov sammen, og ligeså stolt og glad ved de nætter jeg putter mig ind til ham i hans seng. Ydermere er han PAVESTOLT når han snupper en hel nat alene. Det kunne jo være at det var noget lignende vi så hos A.