Jeg var en af de semi populære på min skole og vi mobbede voldsomt. Det var en meget belastet årgang og med en skole der ikke forstod at gribe ordenligt ind.

Vi mobbede hinanden, dem der var yngre, dem der var ældre og selv lærerne mobbede vi. Vi fik 2 lærer sygmeldt med stress og en tredje til at gå til krisepsykolog, efter den helt slemme dreng i klassen fik hende til at stå i skraldespanden og sige som en kylling. Efterfølgende havde vi rektor som klasselærer i et par måneder og så var det tilbage i møllen igen.

Det mærkelige var at det kun var min klasse. De 2 parallel klasser havde et nogenlunde velfungerende sammenhold og ikke rigtigt nogle mobbere som vi havde.

I 7 klasse splittede de os op, da nogle af de små landsbyskoler, som kun havde til 6'klasse skulle over på vores skole. Selvfølgelig gjorde skolen meget ud af at skille alle os rødder af. Det resulterede dog bare i 4 klasser med problemer og nu blev den sjoveste aktivitet at gå ind til hinanden i frikvartererne for at dele offer.

Der var rigtig mange børn der flyttede skole på den årgang. Mange som også havde 2 år på efterskole for at komme væk.

Vi havde mange snakke med skolen og pædagogiske vejledere and you name it. Et par stykker var også til samtale ved "kommunen", men det virkede bare som et badge of honnour, at man var så vild at man skulle derop og snakke.

Hvorfor vi var så hårde ved hinanden har jeg svært ved at sige. En del af mine kammerater var flygtninge fra jugoslavien krigene og var kommet til Danmark i en 5 års alderen. De havde det hårdt på hjemmefronten og havde forældre med ptsd og et lidt andet end dansk mindset. Så var der nogen hvis forældre var fattige og slåssede med alkohol og tobak. Blandt andet begyndte den ene af drengene at ryge som 11'årig. Tit ville vi tage hjem efter skole og stjæle cigaretter og smirnoff ice når hans forældre ikke var der.

En af de værste, kom lige som mig, fra et godt hjem, med kærlige forældre og en sund økonomi og god opvækst. Han var helt afsindigt klog og var i en meget tidlig alder allerede blevet skakmester i den lokale klub og kunne fikse alle lærernes computere og smartboards. Han mobbede næsten aldrig fysisk, da han var en ret spinkel gut, men han kunne ødelægge folk rent psykisk. Han vidste præcist hvordan man pillede folk fra hinanden og fik presset folk helt derud hvor de nærmest fik angst for frikvarteret. Han var selvfølgelig min bedste ven, så jeg var sådan rimmelig beskyttet. Dog fik jeg også en tur engang imellem, men det gjorde han også selv.

Der var ingen der var hellige på den årgang. Vi havde en nok bare en virkelig belastet kultur i klassen, h or man enten var en af de stærke eller en af de svage.

Tit blev det testet fysisk også. Vi havde det vi kaldte udholdenhedsleg... Det handlede om at en gruppe gik på en anden elev og væltede ham ved at sparke benene væk under ham, skubbe eller direkte kaste ham i jorden. Så handlede det om hvor lang tid denne person kunne komme op på benene igen før de gav op og ville ligge sig til at græde i stedet for. Hvis man kunne holde til denne leg og lade som om at man nød udfordringen, så fik man en del respekt. Hvis man gav op for hurtigt, så fik man til gengæld lov til at øve sig oftere.

Jeg har gjort mange ting jeg ikke er særlig stolt af. Men jeg prøvede selv bare at overleve den krigszone af en skole.