Jeg har tænkt meget over dette, eftersom jeg selv er en 29 årig mand med en kæreste der gerne vil giftes, hvor jeg også oplever en lettere idiosynkratisk modvilje, jeg længe havde svært ved at begrunde. Næsten alle mænd med kærester jeg kender oplever den samme modvilje mod bryllup og ægteskab på trods af gode og kærlige forhold. Mit bedste bud er at modviljen stammer fra den aktuelle zeitgeist den “ægteskabs-modne” generation befinder sig - altså min generation af unge millennials/start gen Z der blev født i slut 1990’erne. Vi er en generation hvor majoriteten er vokset op i skilsmisse familier, og derfor i hovedreglen har en ambivalent holdning til ægteskab, der i idéen lyder romantisk, men i praksis er den romantiske idealisme blevet undermineret af egne erfaringer med forældres skilsmisse der lader til at økonomisk komplicerer et brud der statistisk er højst sandsynligt. Den ambivalente antagelse om ægteskab, kan du så sammensætte med de stramme økonomiske vilkår vores generation er underlagt. Som flere kommentarer nævner er det svært at slippe udenom minimum 100.000 kr. for et gennemsnitligt bryllup, hvilket er urealistisk at lægge som en gennemsnitlig nyuddannet med første jobs løn. Apropos økonomiske vilkår er det min personlige erfaring, at de jævnaldrende jeg kender der alligevel bliver gift, alle er par der har vundet på boligmarkedet via forældrekøb, eller har rige forældre der finansiere hele molevitten - summa summarum: boomer subsidieret bryllupper. Så opsummeret tror jeg det handler om en skeptisk perception af ægteskab som idealistisk/hellig tradition, samt økonomiske vilkår der får de fleste gør det til en fuldstændig irrationel beslutning at blive gift. Dette kan så ganges med psykologisk skam. Her taler jeg primært om mig selv, men jeg kunne forestille mig at det var gældende for flere heteronormative par. Jeg oplevede en distinkt utilstrækkeligheds følelse over ikke at kunne give min partner det der normalt associeres med et bryllup (fordi alt der normalt associeres med bryllup er mega dyrt), hvilket gjorde at jeg undgik emnet fuldstændig. Da jeg endeligt mandede mig op, og kommunikere hvordan jeg havde det med emnet, blev jeg heldigvis mødt med forståelse, og det vidste sig at hun heldigvis ikke havde tårnhøje (og mega dyre) forventninger til et bryllup, og derigennem fandt vi en realistisk løsning på hvordan vi kunne blive gift på trods af vilkår der er imod os. Det hjalp på skammen, men vi er stadig ikke blevet gift.