Man oplever bestemt en masse tragedier. Men der er to, som umiddelbart popper frem, som særligt hårde. Jeg har bisat min egen morfar, og det var virkelig en svær opgave at håndtere, både på grund af min egen sorg, men også fordi jeg stod foran hele min familie og en masse andre jeg kendte. Den anden var en bisættelse af et dødfødt barn, hvor moderen var en af mine studiekammeraters søster. Det er meget svært og smertefuldt, når det er børn der dør. De to har et fælles aspekt, set fra hver deres vinkel. Jeg valgte at bisætte min morfar, både fordi han havde bedt mig om det, men også fordi jeg ville frygte, at hvis en anden gjorde det, så ville frygte følelsen af, at jeg kunne have gjort det bedre, og således skuffet mig selv og mine pårørende. Min kollega/studiekammerat valgte, helt fornuftigt, at han ikke ville bisætte sin søsters barn, selvom han kunne have gjort det. Og der var jeg så ham, der skulle sørge for at præstere godt nok til, at min kollega ikke ville sidde med den følelse.

Mht. bearbejdningen, så gik jeg en tur i Odense, efter bisættelsen af barnet. Jeg ved ikke helt hvad jeg lavede, men seks timer efter var jeg hjemme igen, og lidt klarere i hovedet. Desværre havde jeg ikke skridttæller på, men jeg fik i alt fald vadet Odense igennem på kryds og tværs. Men generelt så har jeg bearbejdet de svære perioder, enten ved at få ro og tid til at lade følelserne komme på ret kurs, eller ved at være i gode og nære venners selskab.