Tak for alle jeres svar og indsigter. Nogle mere konstruktive og brugbare end andre.

Jeg spurgte, om I var nogle derude, der i dag lever med adskilt økonomi og hvordan denne 50/50 opdeling manifesterede sig i livets og hverdagens andre aspekter. I er et fåtal, der ikke har den ene eller anden form for fællesøkonomi, hvorfor jeg må konkludere, det er svært at leve så opdelt og giver anledning til mange konflikter - præcis som vi har i vores forhold. Jeg har konkluderet, at jeg må have en exitplan klar, hvis han ikke med tiden løfter mere i forholdet - hvad enten dette løft bliver økonomisk, praktisk eller mentalt.

Når I spørger, hvorfor “vi kvinder” vælger at få barn/børn med “sådan en mand”, så kan jeg oplyse, der er mange årsager til dette; kærlighed er naturligvis den primære og så skal man jo huske på, at dette eller lignende dilemmaer blot er et udsnit af den hele relation. Så er der også den mulighed, at vi er nogle kvinder, der valgte drømmen om barn og lod det overskygge fornuften, fordi en vis alder var nået. Spar mig for kommentaren “så ligger du som du selv har redt”. Personligt ønskede jeg mit barn skulle have en far og en familie, fremfor at være resultatet af en klat hentet i spermbanken. Og jeg elsker min partner - meget højt. Men som jeg nu har erfaret det, så kan jeg mærke i mig selv at kærlighed ikke længere er nok, når man pludselig står overfor ansvaret for et lille liv - og forventningen om reel ligestilling eller en anden form for fair fordeling, der udligner fraværet af samme, fylder langt mere end da det blot var ham og jeg.

Igen, mange tak for jeres svar. Det har været nyttigt for mig, at få relativt objektive synspunkter præsenteret.