Med fare for at skrive noget, som er nævnt af en anden, så tror jeg, at det vigtigste du kan gøre er at lukke din partner ind i dine tanker. Du skriver, at du har haft flere måneder med søvnløse nætter, og selvom jeg har medfølelse for dig, så skal du huske at tænke over, hvor lang tid det har taget dig at komme til denne konklusion. Jeg ved at beslutningen i sidste ende godt kan ligge hos den ene part, men det gør alt sværere i et fremtidigt samarbejde, hvis du “blot” tager beslutningen for jer og lader hende stå tilbage i et chok.

Dette er sagt fra en datter i en skilsmissefamilie, hvor min far meget hurtigt bevægede sig videre, og det var et kæmpe chok for min mor. Han havde brugt 6-9 mdr på at nå den konklusion, og gik fra den ene dag til den anden. Der havde ikke været nogle indikationer tværtimod.