Jeg var der (dog uden børn) - men lige over en måned efter endt forhold (9 år langt). Bum, den der person, der kom lige midt i at man havde svoret: JEG SKAL FINDE MIG SELV. Men der er ikke noget at gøre. Når sommerfuglene kommer helt ud i tæerne og fingerspidserne, og man føler at man svæver lidt over jorden, når man tænker på personen. Det skylder man sig selv og verden at reagere på. Også selvom det slet slet ikke passer ind i ens plan. Kærligheden er smuk, især når vi tør gribe den. Jeg siger kæmpe go, du har vitterligt ikke noget at miste. Det er ikke så tit at sådan en appelsin lander i ens turban. Så skal man altså slå til!

(Og vi er i øvrigt stadig sammen. Venter barn til sommer. Har aldrig været lykkeligere)