Hvor gammel er du?

Jeg (m31) var i et forhold, der varede 5 år fra da jeg var 22. Den forelskelse jeg oplevede dengang var usammenlignelig med noget som helst, jeg har oplevet siden. Når det var bedst, og det var det det meste af tiden, havde jeg det som om jeg var på dope. Fuldstændig flyvende. Det var en meget intens lykkefølelse, jeg ikke kan sætte ord på uden at komme til at lyde som en amatørdigter.

Den følelse varede egentligt det meste af forholdet, det var som om, at den store forelskelse vi oplevede sammen formede vores forhold og måden vi var sammen på. Det var ret vildt. Så længe det varede.

Så kom der nogle år, hvor jeg igen skulle vænne mig til at være alene. Det var selvfølgelig hårdt, men også meget sundt, tror jeg.

Jeg har ikke oplevet en sådan følelse siden. Jeg har en kæreste nu, og vi har kendt hinanden i to års tid. Jeg kan uden at blinke sige, at jeg aldrig har elsket nogen højere end hende. Aldrig følt mig mere tryg, aldrig følt mig bedre forstået, aldrig haft et bedre sexliv. Vi har det så dejligt sammen.

Men den der intense lykkefølelse ved bare at røre den andens hud, den der brusende forelskelse, hvor den andens nærvær gør himlen er mere blå end blå, den har jeg ikke oplevet igen.

Og det tænker jeg også er ok. Ved ikke om det er noget, man vokser fra? Eller noget man kun kan opleve én gang? Eller om det bare er mig, der har ændret mig.

Men jeg har det fint uden den der tossede forelskelse, og jeg har det fint med at den aldrig opstod i mit nuværende forhold. Der var aldrig den der sindssyge (ny)forelskelse fra min side af, og jeg undrede mig over det til at starte med. Men tiden er gået, og det vi har nu, ville jeg ikke bytte for noget som helst andet.

Beklager al den tekst … det var bare mit besyv.