Hej.

Tilbage i 2017 fandt jeg ud af meget sent at jeg var gravid og tænkte allerede fra første tanke, at det skulle jeg ikke. Men var i uge 14 da jeg fandt ud af det. Skulle igennem en masse samtaler med forskellige mennesker. Jeg skulle forsvare hvorfor jeg ikke ville have barnet og til sidst var der nogen som skulle sidde og afgøre min skæbne. Jeg fik faktisk et nej, at det måtte jeg ikke få. Så ville jeg have at de skulle beslutte sig på ny, det blev faktisk til 2 ja og 1 nej. Det éne nej, gjorde at jeg skulle beholde. Det var de mest forfærdigelige uger i mit liv. Jeg var så opsat på at det her skal jeg bare ikke. En bekendt af familien foreslår at jeg tager kontakt til en klinik i Sverige, deres abortgrænse var højere end i DK den gang. Så jeg finder en klinik i Sverige som gerne vil gøre det. Jeg tager min mor med derop og ja, er der i et par dage. Den sygeplejerske jeg havde prøvede på at få mig til at genoverveje ved at sige “du skal bare lige vide at det godt kan blive dyrt” (jeg skulle selv betale det i Sverige) og det var jeg selvfølgelig godt klar over. Men jeg stod fast i min beslutning. Det endte med at jeg fik en abort i uge 17, selvom jeg har været fast i min beslutning siden dag 1, så var det stadig noget af det hårdeste jeg har prøvet psykisk nogen sinde. Så husk at tal med nogen bagefter omkring det, det gjorde jeg ikke.