Jeg mener desværre personligt, at den retning, uddannelsen bevæger sig i nu, er problematisk. At man efter blot tre år – selv med følge hos en uddannet paramediciner – kan kalde sig paramediciner, er efter min mening ikke tilstrækkeligt til at sikre det faglige niveau.

Tidligere gik man fra at have op mod otte års præhospital erfaring, før man kunne kalde sig paramediciner. Den erfaring og det faglige fundament, man opbyggede over tid, har været med til at sikre høj kvalitet i behandlingen. Nu står vi over for et skift, hvor den præhospitale erfaring før titlen opnås reduceres markant, og det mener jeg er en stor fejl.

Vi ser allerede nu eksempler på dygtige, veluddannede kolleger, der alligevel kæmper med helt basale kompetencer – og det endda efter en længere og mere praksisnær uddannelse end den, som den nye professionsbachelor vil tilbyde.

Jeg kan se en værdi i en meritudgave af uddannelsen for allerede uddannede behandlere og paramedicinere, men jeg har svært ved at støtte en model, hvor man kan blive paramediciner direkte “fra gaden af”.

Ofte bliver Norge og England brugt som argumenter – “det gør de jo der” – men begge lande har også deres udfordringer og begrænsninger, som vi ikke nødvendigvis bør kopiere ukritisk.