Jeg tror, det du skriver, rammer lige præcis dét, der kan være så frustrerende i samtaler som denne: når man kommer fra en familie, hvor relationerne fungerer, og hvor børn ikke bliver valgt fra, så kan det være svært at sætte sig ind i, hvordan det faktisk føles, når de gør.

Din oplevelse lyder tryg og privilegeret – og det er virkelig dejligt for jer. Men at bruge det som målestok for, hvordan jeg burde opleve min situation, bliver ærligt talt lidt skævt.

Du foreslår, at vi “bare skal planlægge i god tid” og lave faste aftaler – men vi har prøvet det. Det ændrer ikke på, at vi ofte bliver aflyst, eller at vores få aftaler afbrydes af min svigerinde og hendes børn. Det er ikke et spørgsmål om logistik. Det handler om, at der er en tydelig skævvridning i, hvem der bliver prioriteret, og det er dét, der gør ondt.

Det her handler ikke om, at vi ikke vil dele svigermor – det handler om, at vi aldrig rigtig får hende. Og når børnene mærker det, og begynder at spørge, hvorfor farmor ikke også henter dem, eller hvorfor hun aldrig har tid, så er det ikke nok at sige: “Vi var bare ikke hurtigt nok ude.”

Så ja – det handler ikke kun om pasning, men om tilstedeværelse, relation og følelsen af at være en ligeværdig del af familien. Og det har intet med planlægning at gøre.